»Jeg var utro første gang som 19-årig og har været det så sent som i sommer.«
Anne Lene Bruun er 43 år. Siden hun fik sin første kæreste, har hun været i forhold til ti mænd. De fleste har hun en eller flere gange været utro:
»Jeg kan sige det sådan, at jeg har været i to forhold, hvor jeg er 100 procent sikker på, at jeg ikke har været utro.«
Hun er langtfra den eneste, der kigger til anden side, selvom hun er i et fast forhold.
Ifølge Sexus-undersøgelsen, der måler danskernes livsstil, sundhed og seksualitet, har knap hver fjerde danske mand og hver ottende kvinde været deres partner utro.
For det meste foregår utroskaben i det skjulte, men Anne Lene Bruun har sagt ja til at sætte ord på, hvad det er, der kan drive hende i armene på andre mænd.
Det handler om to ting: tiltrækning og selvværd:
»Jeg har en sund appetit på mænd og sex og har altid syntes, at mænd er fantastiske. Mens mænd kigger på bryster og bagdele, kigger jeg på lynlåse – jeg kigger på tissemænd.«
Alligevel forestiller hun sig, at hendes utroskabshistorie er en anden end den, mange mænd vil kunne fortælle.
»Jeg bilder mig ind, at mænd er utro, hvis de ikke får sex nok. For mig handler det om ikke at føle mig god nok.«
Hendes utroskab handler ikke om de mænd, hun er i forhold med – og sjældent heller om de mænd, hun er utro med. Det handler om hende:
»Jeg gør det ikke for udløsningens skyld eller for spændingens skyld. Jeg gør det, fordi noget inde i mig er i stykker, for at lappe et hul, jeg føler – indeni.«
Det vidste hun ikke de første gange, men som hun er blevet ældre, er hun begyndt at ane et mønster.
»Jeg er utro, når jeg ikke længere føler mig 'god nok' i mit forhold. At kunne score en mand giver mig et selvværdsboost.«
Som eksempel fortæller hun om sidste gang, det skete:
»Min daværende kæreste og jeg havde aftalt, at vi skulle holde sommerferie sammen, og jeg var taget ned til ham, da det viste sig, at han havde 'glemt' at tage ferie fra sit arbejde.«
Anne Lene Bruun blev skuffet over, at hun 'åbenbart ikke var så vigtig', at han ville holde ferie med hende. Så hun tog hjem, inviterede en kammerat på rødvin og så skete dét, hun ved virker for hende:
»Han viste mig opmærksomhed et par timer – det gav mig følelsen af omsorg – af at være god nok, fordi han gad tilbringe tid med mig – og i øvrigt overholder sine aftaler. Bagefter havde jeg det lidt skidt, men var mest stadig pissesur på min kæreste.«
Affæren endte med, at hun og hendes kæreste havde en lang snak om forventninger – til sommerferier og parforhold:
»Han har en gammel vane med ikke at tage hensyn til andre end sig selv, når det gælder planlægning (af hverdagen og ferie), jeg har en gammel vane med utroskab.«
Som 22-årig blev Anne Lene Bruun kærester med en mand, hun var sammen med i fem år. Første gang, hun var ham utro, gik hun direkte hjem og fortalte det, men reaktionen var helt anderledes, end hun havde forventet:
»Der var ingen skældud eller dybere samtale om, at det havde såret ham. Han reagerede stort set ikke, men sagde, at det vigtigste var, at jeg var 'kommet hjem igen'.«
Da det skete anden gang, spurgte han, om det var noget, hun forestillede sig skulle ske jævnligt. Det tog hun som et udtryk for, at han var ligeglad.
I dag ved hun, at hendes sidespring gjorde ondt:
»Jeg har hørt fra hans nuværende kone, at det stadig ripper op i hans gamle sår, hvis vi er til fest sammen, og jeg bliver beruset og flirtende over for andre mænd.«
Men det var først, da hun fjerde gang gik til bekendelse over for ham, at han viste hende, hvor såret han var. Hun ville ønske, at han havde sagt det tydeligere og tidligere:
»Havde han fortalt mig, at det rev ham i stykker indeni. Havde han fortalt, at han fik det, ligesom jeg havde det – inden sidespringet – ville jeg måske være stoppet op.«
»Dybest set har jeg jo ikke lyst til at såre nogen. Jeg er bare meget omsorgshungrende og har brug for bekræftelse på, at jeg er god nok.«
»Når jeg har stået i situationen, har jeg været opmærksom på, at jeg skulle have dét, jeg havde brug for. Først bagefter har jeg tænkt: 'Århhh for helvede, det skulle jeg ikke have gjort'.«
I de syv et halvt år, Anne Lene Bruun var sammen med faderen til sine to børn, var hun ikke utro. For han var meget tydelig om, at han 'ikke gav chance nummer to':
»Det var positivt, for så vidste jeg, hvor grænsen gik, og at utroskab ikke var en mulighed.«
Men da de blev skilt, og nye kærester kom ind i hendes liv, vendte sidespringene tilbage. Hun går ikke længere partout til bekendelse.
»Hvis jeg bliver spurgt, svarer jeg ærligt. Men bliver jeg ikke spurgt, sårer jeg dem ikke.«
Alt i alt har hun været forskellige kærester utro et sted mellem ni og tolv gange. Hun siger det nøgternt konstaterende, men er ikke stolt af det:
»Ordentlige mennesker gør ikke den slags. Altså, man kan knalde til højre og venstre, når man ikke har en partner, men ikke når man har en.«
Hun er meget bevidst om, at hun ikke 'selv ville have lyst til at blive udsat for det'.
»Det er dobbeltmoralsk, at jeg er utro, men ikke tolererer det selv, og dét får mig igen til ikke at føle mig god nok.«
Hun har 'fået mere styr på det med årene', men det er svært at ændre et indgroet mønster:
»Når jeg ikke synes, jeg er god nok, skubber jeg andre væk og er blevet hurtigere til at afslutte et forhold. For så ved jeg, at jeg nærmer mig utroskaben.«
