Normalt er det hendes mand, der fortæller om de uhyrligheder, som Rusland begår mod Ukraine.
Men på en konference i London holdt Olena Zelenska, Volodymyr Zelenskyjs kone, sig bestemt ikke tilbage, da hun talte om endnu et våben, som Rusland har taget i brug.
Det skriver Sky News.
Her påstod hun nemlig, at konerne til de russiske soldater har opfordret deres mænd til at voldtage ukrainske kvinder.
På konferencen, som netop omhandler, hvordan seksuel vold i konflikter kan håndteres, talte hun om, at seksuel vold bruges systematisk og åbenlyst af invaderingsmagten, Rusland.
»Seksuel vold er den mest grusomme, mest dyriske måde at udøve ejerskab over nogen. Og for ofre af denne form for vold er det svært at vidne i krigstider, fordi ingen føler sig trygge,« sagde hun.
Hun kalder det for endnu et våben i russernes arsenal, og hun argumenterede for, at det skal anses som krigsforbrydelser.
Påstanden bakker hun op med, at Ukraine har opfanget telefonsamtaler mellem russiske soldater og deres familiemedlemmer, hvor der tales åbent om netop voldtægter.
»Faktisk opfordrer de russiske soldaters koner til de. De siger: 'Gør det, voldtag de ukrainske kvinder, men lad være med at fortælle mig om det.«
I sidste uge hævdede advokaten Wayne Jordash, der hjælper med Kyivs efterforskning af krigsforbrydelser, at der var beviser for, at russiske befalingsmænd var opmærksomme på seksuel vold, der er begået af militært personel i Ukraine. Han mente endda, at det i nogle tilfælde var en ordre.