Søndag formiddag er en 21-årig mand afgået ved døden ved betonvirksomheden IBF på Vrøndingvej i Horsens.

»Der er tale om en tragisk arbejdsulykke,« siger vagtchef ved Sydøstjyllands Politi John Skjødt.

Ulykken skete, mens den unge mand – som stammer fra Nordjylland og er ansat i et eksternt firma – var ved at servicere en lift.

»Mens han var ved at udskifte en hydraulikpumpe, falder liften ned over ham,« fortæller vagtchefen.

»Han er desværre afgået ved døden,« fortsætter John Skjødt.

Politiet modtog anmeldelsen klokken 10.29.

Politiet kan endnu ikke udtale sig om, hvorfor liften pludselig væltede ned over den 21-årige mand, idet Arbejdstilsynet er blevet tilkaldt og nu undersøger, hvad der førte til den tragiske arbejdsulykke.

Den 21-åriges pårørende er blevet underrettet om dødsfaldet.