Det tog lige under halvnaden time, før Smukfest kunne melde alt udsolgt.

På Smukfests hjemmeside står der, at der på 74 minutter blev udsolgt af de 30.000 billetter, der var sat til salg.

'Den 8. november tog det 74 minutter, før partoutarmbåndene til Smukfest 2023 slap op. Det er helt fantastisk, og vi er allerede i fuld gang med at planlægge verdens bedste Smukfest,' lyder det på hjemmesiden.

Festivalen har tidligere meldt ud, at man i år sætter færre billetter til salg.

Dermed var der 1.000 færre, der kunne købe sig adgang til Bøgeskoven i 2023.

Grunden fra festivalen lød, at man oplevede, at der blev for presset på pladsen, og at man for at sikre den gode oplevelse vil lukke færre mennesker ind.

»Vi havde en fantastisk Smukfest 2022, men nogle havde oplevelsen af, at der var for fyldt på pladsen, hvilket vi selvfølgelig tager meget seriøs. Festivalpladsen har gennemgået en del forandringer siden sidste afvikling i 2019, som både vi og vores gæster skal lære at navigere i, så pladsen bruges allerbedst. Det vil vi fokusere på til den kommende festival,« fortalte Søren Eskildsen.

Prisen er også steget, så man i år betaler 300 kroner mere for sin billet.

Dermed kommer prisen op på 3.295 kroner.