I modsætning til Roskilde Festival har Copenhell valgt at afsløre noget af et hovednavn til deres festival i 2023.

I en pressemeddelelse skriver Copenhell nemlig, at man kan annoncere det kendte band Slipknot til den kommende metalfest.

»De maskerede galninge fra SLIPKNOT vender tilbage til COPENHELL i kølvandet på deres fremragende syvende studiealbum, 'The End, So Far'. Alle, der har oplevet bandet live, ved, hvor medrivende stemningen er! Det omhyggeligt iscenesatte vanvid, der udspiller sig, når bandet pisker deres »maggot«-fanskare helt op i det røde felt, er vildt og berusende, og deres afsindige og uforudsigelige musik slår benene væk under alt og alle,« lyder det begejstret.

Tidligere har Slipknot optrådt på Copenhell i 2015 og 2019, men de var også på besøg i Danmark i 2020, hvor de gav koncert i Royal Arena.

De har netop udsendt deres syvende album.

Ud over Slipknot har Copenhell afsløret, at de får besøg af band som Def Leppard, Parkway Drive og Clutch.

Festivalen løber fra onsdag 14. juni til lørdag 17. juni.

En partoutbillet står til 2.655 kroner.