»Det gjorde sindssygt ondt.«

Sådan sagde Spar-købmanden Niels Hyldedal til B.T., efter at han var erklæret konkurs. Spritnye tal viser, at mange andre led samme skæbne i september.

Rigtig mange.

Antallet af konkurser var i september på det højeste niveau i ti år, viser tal, som eStatistik har indsamlet for SMVdanmark. Ja, vi skal helt tilbage til finanskrisen for at finde flere virksomhedslukninger på én måned, skriver Finans.

SMVdanmark, som er en erhvervsorganisation, der varetager de små og mellemstore virksomheders interesser, slår alarm over udviklingen.

»Tallene viser, at vi med stor sandsynlighed får den konkursbølge, som vi har frygtet. Vi nærmer os niveauet fra finanskrisen, og det er bekymrende,« siger administrerende direktør Jakob Brandt til Finans.

Ifølge tallene fra eStatistik gik 217 virksomheder konkurs sidste måned. Det er 36 procent flere end i september 2021 under coronakrisen.

Især virksomheder i detailhandlen er bukket under.

Ifølge Jakob Brandt er de blevet ramt af en giftig cocktail af voldsomt stigende energipriser og lav forbrugertillid.

Antallet af konkurser i september var ifølge Danmarks Statistik 251, når man korrigerer for sæson.

Det gennemsnitlige antal konkurser i årets første ni måneder er det højeste siden 2012.