Søren Pape Poulsen afviser at have kendskab til indholdet af sms-beskeder sendt mellem fire højt placerede embedsmænd i Justitsministeriet, dagen efter en slovakisk mand i 2018 blev anholdt for at have slået Papes eksmand, Josue Medina Vasquez.

På baggrund af en aktindsigt kunne B.T. onsdag aften fortælle, at én af embedsmændene var daværende justitsminister, Søren Pape Poulsens, særlige rådgiver, Peter Utzon Berg. Ministeriet ønsker ikke at svare på, hvad der stod i beskederne.

Efter onsdagens partilederdebat forsøgte B.T. derfor at få et interview med den konservative partiformand om hans kendskab til sms-korrespondancen. Men Pape ønskede ikke at stille op.

Han oplyser i stedet gennem sin særlige rådgiver til B.T., at Pape »ikke har kendskab til indholdet af korrespondancen,« og at han »ikke har forsøgt at påvirke processen«. Derudover henviser han til tidligere udtalelser.

Søren Pape Poulsen afviste onsdag fuldstændig at have blandet sig i sagen:

»Det ville være fuldstændig vanvittigt at opføre sig på den måde. Det kunne jeg aldrig nogensinde drømme om,« lød det fra Søren Pape Poulsen, der samtidig understregede, at han synes, det er fint, at alt i sagen kommer frem.

Læs alt om folketingsvalget her.