Valget er skudt i gang, og Søren Pape Poulsen vil stadig ikke svare på, om hans eksmand Josue Medina Vasquez løj for ham, eller om Pape selv har løjet for danskerne.

Det viste sig, da den konservative formand mødte B.T. umiddelbart inden det konservative pressemøde onsdag eftermiddag.

Søren Pape Poulsen har blandt andet fortalt offentligt, at hans mand Josue Medina Vasquez var nevø til præsidenten i Den Dominikanske Republik, og at han var jøde. Begge dele har vist sig at være forkert.

Søren Pape, har du været offer for en bedrager eller har du selv bevidst været med til at sige noget, som ikke var sandt?

»Jeg kommer ikke til at sige noget om den her sag. Nu er valget udskrevet og på denne side af valget, så siger jeg ingenting om det. Jeg synes mildest talt at der har været  meget om det nu,« siger Søren Pape Poulsen og fortsætter:

»Nu vil jeg ud og føre valgkamp og tale med helt almindelige mennesker om det der virkelig betyder noget i det her samfund.«

Men hvis du nu bliver den blå statsminister, så bliver du hele landets statsminister, ikke bare for de blå. Så vil alle mennesker jo gerne vide: Er du sådan en, der tror på ting, som bliver fortalt til dig, som ikke er rigtige, eller er du en, der ikke siger sandheden selv?

»Det vivler jeg på er sådan folk tænker. Jeg tror godt folk ved hvad jeg står for og hvem jeg er, hvis jeg skal være helt ærlig.«

Hvorfor vil du så ikke sige, om du selv har været offer for en bedrager eller om du selv har sagt noget, der er forkert helt bevidst?

»Fordi et eller andet sted er der også en kant for hvor meget af sit privatliv, som man skal lægge ud, synes jeg,« siger Søren Pape Poulsen og fortsætter:

»Nu vil jeg til at føre valgkamp og det synes jeg bliver rigtig godt,« siger han.

Politiken har afdækket nye detaljer vedrørende sagen, hvor Søren Pape Poulsens eksmand blev udsat for vold tilbage i 2018, hvor Pape selv var justitsminister.

Det viser sig, at der var en betjent til stede, som først gav gerningsmanden, den slovakiske advokat Branislav Gvozdiak, en bøde for at have slået Josue Medina Vasquez.

Men af ikke klarlagte årsager, så blev Branislav Gvozdiak pludselig sigtet for at have udført en hatecrime. Det har eksperter til at udtale, at det er et meget ejendommeligt forløb for sådan en sag.

Desuden har Radikale Venstre udtrykt ønske om, at få undersøgt om Pape personligt blandede sig i sagen, fordi han netop dannede par med den forurettede part.

Pape forklarer, at han meget gerne vil bidrage til sådan en undersøgelse og på ingen måde vil stille sig i vejen for den, selvom han skulle blive landets statsminister. Han afviser at have blandet sig i sagen på nogen måde.

»Det ville være fuldstændigt vanvittigt at opføre sig på den måde. Det kunne jeg aldrig nogensinde drømme om,« siger Pape.