Prins Joachim ønsker ikke at udtale sig mere om sagen om sine børns fratagelse af titler.

Det står klart i de parisiske gader tirsdag, hvor B.T. som de eneste møder prins Joachim foran ambassaden i den franske hovedstad.

Her kom prins Joachim kørende i en bil med en anden mand, der var i fuld uniform.

På samme måde havde prinsen iført sig fuld militæruniform.

B.T.'s royale korrespondent fortæller, at prinsen venligt fortalte, at han ikke har lyst til at svare på, hvad han tænker om sin mors udmelding mandag.

Her meddelte Dronningen i en pressemeddelelse, at hun havde 'undervurderet' reaktionen fra prinsens familie, efter hun tog titlerne fra sine børnebørn.

»Ingen kommentarer,« sagde prins Joachim til B.T. da B.T.'s royale korrespondent Jacob Heinel Jensen spurgte til, om mor og søn havde haft kontakt siden pressemeddelelsen mandag.

Prins Joachim ønskede ligeledes ikke at blive fotograferet, da han var i uniform.

»Man mærkede tydeligt på prins Joachim, at han var fattet og på arbejde. Han tager sit arbejde meget seriøst. Der er gået nogle dage, siden prinsen fik luft hos B.T. Han er ikke 100 procent sig selv, men han virkede mere som sig selv, end han har gjort længe.« siger Jacob Heinel Jensen.

B.T. har også besøgt ambassaden i Paris, hvor man har været påvirket af den store opmærksomhed omkring sagen..

»Vi har talt med folk på ambassaden, der fortæller, at der har været mange journalister de seneste par dage, og de fortæller, at man jo prøver at passe sit arbejde. De er tydeligt trætte af det nu,« siger Jacob Heinel Jensen.

B.T.'s royale korrespondent mener, at prinsens tavshed taler sit tydelige sprog..

»Det står for sig selv, at prinsen ikke har flere kommentarer efter Dronningens udmelding. Det er den larmende tavshed omkring ingen kommentarer. Jeg kan ikke tolke det på andre måder, end at stemningen i Kongehuset stadig er dårlig. Alle journalister har forsøgt at få en kommentar i dag, men den del af familien er tavse. De har ikke noget at sige.«

Jacob Heinel Jensen mener, at tavsheden taler sit tydelige sprog.
Jacob Heinel Jensen mener, at tavsheden taler sit tydelige sprog. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»En rækker hånden ud (Dronningen red.), og de andre vil ikke svare på det.«

Kan tavsheden ikke betyde, at parterne har løst det uden offentligheden?

»Nej, det mener jeg bestemt ikke.«

»Jeg tror, de har besluttet at gå det her i møde i larmende tavshed. Det, at der er tavshed, siger alt. Man tager ikke imod håndsrækningen offentligt. Hvis de gjorde det, så ville de sige, at de satte pris på det, og det siger de ikke.«

Dronningen og Kronprinsparret var i dag ved Folketingets åbning, hvor de strøg forbi pressen uden at svare på spørgsmål. Dronningen ønskede heller ikke at svare på spørgsmål, da B.T. mødte hende senere på dagen til Årets Korssting på Amalienborgmuseet.