Det er ingen hemmelighed, at forfatter Knud Romer er ramt af grøn stær og næsten har mistet synet.

Derfor var det også lidt bemærkelsesværdigt, at han mandag dukkede op på den røde løber i Imperial biografen i København, hvor der var gallapremiere på 'Riget Exodus'.

Her var det ikke håbet om at se det, der foregår på skærmen, som trak i 61-årige.

»Jeg kan ikke se en skid. Hvilket af og til er en ret god fordel,« lød det ærligt.

Faktisk kunne han se flere fordele ved at gå i biografen, og han så ligeledes frem til den lange spilletid på fem og en halv time, som 'Riget' har.

»Jeg falder alligevel altid i søvn, for det er det eneste tidspunkt, hvor jeg får lidt fred. Og den er lang. Det er fem timer. Det er en dejlig lang lur, det er hyggeligt, jeg kommer lidt ud, og så er der måske noget at spise.«

Knud Romer har ikke mistet synet helt endnu, og han har også lært at tilpasse sig sin situation.

»Hvis jeg havde været VVS'er eller urmager, så havde jeg været på skideren, godt og grundigt, men jeg sidder jo med en stor, lysende skærm med bogstaver og min voksen kryds og tværs, så jeg kan stadig lave det, jeg plejer.«

Det var dog ikke kun luren og det mulige måltid, som trak i Knud Romer i biografen. Også forholdet til instruktøren på 'Riget Exodus', Lars von Trier, spillede ind.

»Jeg mødte Trier første gang i 1998, da vi lavede 'Idioterne', og jeg elsker Trier. Han er den vildeste. Jeg glæder mig som et barn. Man skal jo passe på med at lave 'Huset på Christianshavn' en gang til, og man skal passe på med at lave 'Riget' en gang til, men mon ikke det er godt? Og jeg ønsker Trier alt det bedste.«