Som 20-årig tog han mod til sig og fortalte om sin seksualitet

Sandheden kom ud, men kun ud til sin bror og mor, så Lucas Krzikalla måtte gå stille med dørene som professionel håndboldspiller.

»Jeg skænkede mig en skarp eller to for at finde modet til at tale om det,« siger den tyske håndboldspiller ifølge MDR om sin første afsløring.

Men nu er det slut med hemmelighedskræmmeriet for den 28-årige, for nu har hele verden fået hans kæreste at se.

»Jeg er homoseksuel, jeg har en, som jeg elsker, og det er jeg meget glad for,« siger han.

Førhen gik Leipzig-spilleren altid hen til kvinderne, når han var ude i byen med sine holdkammerater, så de ikke fattede 'mistanke'.

Krzikalla er ifølge MDR den eneste aktive mandlige holdatlet i en professionel tysk liga, der er sprunget ud som homeseksuel.

På Instagram vælter det ind med lyønskninger til danske Patrick Wiesmachs holdkammerat.

Han fortalte til de tyske medier, at han i et år har vidst, at han ville gå ud til offentligheden med beskeden, men først fandt modet nu.

Og så langede han hårdt ud efter den tyske fodboldstjerne Philip Lahm, der har frarådet aktive spillere at springe ud.

»Jeg synes, det er helt forkert. Vi atleter er forbilleder for mange, og det er os, der kan gøre en forskel. Fodbold handler om helt andre summer end håndbold, og derfor siger Lahm også: 'Det har vi ikke råd til.' Denne cost-benefit-beregning må ikke eksistere længere,« lyder det klart fra Krzikalla.