Hun blev født som skomagerens datter og endte som en af Danmarks rigeste kvinder. Men hun må have fået en frygtelig hovedpine.

For Putins krig er ved at trække tæppet væk under familieeventyret ECCO. Men hvorfor er den tidligere så hæderkronede virksomhed ved at sætte sit gode image over styr? Og hvem er milliardæren Hanni Toosbuy egentlig?

Den kongelige krone som hofleverandør bliver taget væk til næste år. En butik på Strøget blev smurt ind i rød maling, og protesterne på de sociale medier er massive. Der er ingen tvivl om, at der er stor modstand fra den brede offentlighed mod ECCOs fortsatte ageren i Rusland. Men den danske virksomheds ejer er tavs.

65-årige Hanni Toosbuy Kasprzak, hvis far grundlagde ECCO, har ikke kommenteret problemet. Hun er ellers de seneste årtier blevet et kendt navn, da hun gentagne gange har indtaget en plads som en af Danmarks rigeste, men den sønderjyske kvinde gør, som hun plejer –  holder kortene tæt ind til kroppen.

Hanni Toosbuy Kasprzak er bestyrelsesformand for ECCO, som hun arvede efter sin far.
Hanni Toosbuy Kasprzak er bestyrelsesformand for ECCO, som hun arvede efter sin far. Foto: Unknown
Vis mere

ECCO-arvingen, der i 2020 blev skilt fra sin mand, den tidligere ECCO-direktør Dieter Kasprzak, er kendt for at være ekstremt pressesky og stiller sjældent op til interview.

Når hun en sjælden gang imellem udtaler sig, så handler det som regel om hendes store passion for ridesport, som hun deler med sin datter Anna Kasprzak, der har været på det danske dressurlandshold.

Familien bor på en prangende og meget moderne hesteejendom, som de byggede i Haderslev tilbage i 2009. Sammen har mor og datter taget lastbilkørekort, så de kan fragte de dyre konkurrenceheste rundt til stævner i Europa.

»Det var til stor morskab, da Anna og jeg tog lastbilkørekort i Haderslev. Ud over os to bestod gruppen af tre mekanikerlærlinge,« fortalte Hanni Toosbuy Kasprzak i et sjældent interview med Børsen tilbage i 2013.

ECCO var en af de drivende kræfter bag folkegaven, der muligggjorde en restaurering af Schackenborg Slot, da prins Joachim blev gift med prinsesse Alexandra. Her ses prinsen sammen med Karl Toosbuy.
ECCO var en af de drivende kræfter bag folkegaven, der muligggjorde en restaurering af Schackenborg Slot, da prins Joachim blev gift med prinsesse Alexandra. Her ses prinsen sammen med Karl Toosbuy. Foto: CLAUS FISKER
Vis mere

I interviewet fortalte Anna Kasprzak også, at hun ikke vidste, om hun i fremtiden ville arbejde for ECCO. I dag sidder den nu 32-årige arving dog i ECCOs bestyrelse sammen med sin bror, André Kasprzak, mens hendes mor er bestyrelsesformand.

At Hanni Toosbuy Kasprzak og ECCO skulle blive omdrejningspunkt i en international ballade, stod ikke skrevet i kortene, da hun blev født.

Hun var kun fem år, da hendes far i 1963 hev familien op med rode, startede familiens Ford Anglia og kørte fra Bagsværd ved København mod sønderjyske Bredebro, hvor han havde fundet nogle lokaler, der skulle blive starten på det store skoeventyr.

Karl Toosbuy, der kom fra Søllerød, havde arbejdet sig op fra skomager til direktør på en skofabrik og havde besluttet at forfølge drømmen om egen skofabrik. Med sig i bilen havde han sin kone, Birte, der var præstedatter fra Aarhus, samt parrets datter.

Skoeventyret fik en god start. Allerede det første år, i 1963, havde firmaet – ifølge bogen 'Arvingerne'  – en omsætning på 2,15 millioner kroner.

Og da skomageren opfandt ECCO-modellen med sko til fritidsbrug og en produktion med robotter, gik det for alvor fremad. I 1970 var omsætningen steget til det tidobbelte, og 11 år senere havde Toosbuy åbnet sin første udenlandske fabrik.

I 2022 har ECCO mere end 2.250 butikker fordelt på 101 lande samt 21.700 ansatte.

ECCO-familiens formue blev i 2021 vurderet til 10 milliarder kroner og en 18.-plads på Økonomisk Ugebrevs liste over Danmarks rigeste.

Anna Kasprzak er en international dressurrytter og ejer ECCO sammen med sin mor og bror.
Anna Kasprzak er en international dressurrytter og ejer ECCO sammen med sin mor og bror. Foto: TONY GENTILE
Vis mere

Hanni Toosboy Kasprzak var enearving til ECCO efter sin far, der døde i 2004, og ejer i dag 26 procent af virksomheden ECCO Sko samt 26 procent af familiens pengetank ECCO Holding. Hendes to børn, Anna og André Kasprzak, ejer hver 37 procent af begge virksomheder, der tilsammen har en egenkapital på 9,9 milliarder kroner.

At Hanni Toosbuy Kasprzak pludselig befinder sig i et kæmpe stormvejr, er ikke noget, hun er vant til, fortæller Morten Johnsen, der er redaktør og medstifter af Inside Business.

»Hun har været ekstremt privat, så det er selvfølgelig en situation, som hun ikke synes er særlig sjov. Men hun er jo fortsat den store magtfaktor i ECCO, så selvfølgelig er hun dybt involveret i det her. ECCO har aldrig prøvet det her før rigtigt. De står utroligt famlende,« siger han om ECCOs presserende situation i Rusland.

Mens mange andre danske og internationale virksomheder for længst har trukket sig ud af Rusland for ikke at støtte Putins styre, har ECCO vakt opsigt ved stædigt at holde fast i sine russiske aktiver.

ECCO har gennem årene haft tætte forbindelser til kongehuset. Da Prins Joachim og prinsesse Marie blev gift, blev bryllupsreceptionen holdt hos ECCO. Her ses gæsterne ankomme til den begivenhed.
ECCO har gennem årene haft tætte forbindelser til kongehuset. Da Prins Joachim og prinsesse Marie blev gift, blev bryllupsreceptionen holdt hos ECCO. Her ses gæsterne ankomme til den begivenhed. Foto: Kristian Brasen
Vis mere

Ifølge ECCO skyldes det især hensynet til deres mere end 1.800 russiske ansatte. Men det virker ikke til, at alle godtager den forklaring.

Kritikken af ECCO har været massiv, og det har skabt en del undren, at virksomheden tilsyneladende er villig til at sætte sit tidligere nærmest pletfrie ry – og nogle yderst tætte forbindelser til Kongehuset – på spil.

Morten Johnsen undrer sig også over ECCOs ageren. Han mener, at der nok foregår noget bag kulissen.

» Vi ved jo ikke, hvad det er for et pres, som de er under i Rusland, og de ville sandsynligvis ikke kunne gå ud og fortælle om det. Og det er jo det, som man er nødt til at have med. For det er jo meget nemt at sige, at ECCO er nogle grådige, kyniske kapitalister, og det er de måske også – men der er bare nogle nuancer, vi ikke kender«, siger han og kritiserer også ECCO for dårlig kommunikation.

Kronprinsparret har flere gange besøgt ECCO i forbindelse med erhvervsfremstød i udlandet.
Kronprinsparret har flere gange besøgt ECCO i forbindelse med erhvervsfremstød i udlandet. Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Det bærer præg af, at ECCO er en meget lukket og familieejet koncern –  på godt og ondt,« siger han.

Hvad krigen i Rusland kommer til at betyde for ECCO, kan man formentlig først for alvor se ved næste årsregnskab i maj 2023.

ECCO-stifter Karl Toosbuy var inviteret med til prins Nikolais barnedåb.
ECCO-stifter Karl Toosbuy var inviteret med til prins Nikolais barnedåb. Foto: NILS MEILVANG
Vis mere

Et regnskab fra ECCOs russiske forretning, ECCO-Rus, viste dog ifølge Finans i maj et overskud på 103 millioner kroner. Af regnskabet fremgik desuden, at ECCO-Rus havde et varelager ved årsskiftet til en værdi af 735 millioner kroner.

Ifølge Morten Johnsen burde ECCO dog have råd til at miste den russiske forretning, hvis det er den vej, man ønsker at gå.

»ECCO kunne lukke i Rusland i morgen og så tage det tab, hvis de ville. Men hvis man skal spekulere i, at de måske kan miste deres kinesiske omsætning, så er det jo klart, at det kan gøre mere ondt,« siger han.

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra ECCO, men virksomheden er ikke vendt tilbage på vores henvendelse.