En vestjysk købmand har taget et usædvanligt skridt.

For at gøre opmærksom på den pressede situation, han og andre små butikker står i lige nu, har han lavet et helt særligt 'tilbud':

150 kroner for en dåse Cocio chokolademælk på 33 centiliter, skriver TV Midtvest.

Det er købmand Niels-Christian Frost Østergaard Schultz, der har taget initiativet.

Chokolademælken til overpris skal vise, at priserne i hans butik bør være meget højere, hvis den skal kunne løbe rundt.

Som det er tilfældet for mange andre små og mindre virksomheder, så truer de stigende energipriser nemlig med at tage livet af hans butik. Ifølge købmanden vil hans butik nemlig ikke kunne lave et overskud, der er stort nok til at dække elregningen.

Kunderne har taget godt imod ideen, og han har allerede solgt omkring 30 dåser til overpris.

»Det er nu, vi skal stå sammen. Vi skal ikke bare grave os ind under dynen og prøve at holde varmen. Så er det måske bedre at gøre som pingvinerne og rykke sammen og støtte hinanden.«