I 2020 åbnede Zoologisk Have i København en skøjtebane, men i år bliver den sløjfet grundet de stigende energipriser.

Der er dog fundet et alternativ, oplyser administrerende direktør i Zoo, Jørgen Nielsen.

Til TV 2 Lorry siger han, at der er fundet et miljøvenligt alternativ i form af en rulleskøjtebane.

Heldigvis for Zoo-gæsterne, er det kun skøjtebanen, der bliver droppet i år.

Zoo-tårnet og julemarkedet vil fortsat være belyst med LED-pærer, som ifølge Jørgen Nielsen trækker mindst mulig strøm, og at det derfor ikke vil give mening at slukke dem.

For den administrerende direktør, er det vigtigt, at gæsterne fortsat vil få en god oplevelse, når de besøger Zoologisk Have i København.

»Vi siger herinde, at vi skruer 50 procent ned for strømmen og 100 procent op for hyggen. Det er også den fornemmelse, vi i det hele taget gerne vil skabe, når man går ind i Zoo. At man for en stund kan parkere kriserne udenfor, opleve nærværet med sin familie og venner, og simpelthen bare nyde det julen i virkeligheden handler om,« siger Jørgen Nielsen.

Han uddyber samtidig, at det ikke er muligt for Zoo at holde åbent, hvis ikke der er lys i haven, men tilføjer, at der stadig kigges på, hvor man kan spare.