De var holdkammerater. Og kærester i det skjulte.

Det fortæller den tidligere fodboldspiller Alex Scott i sin nye bog 'How (Not) To Be Strong' om forholdet til landsholdskollegaen Kelly Smith.

De to blev for alvor tætte, da de spillede i Arsenal, og det er første gang, Alex Scott fortæller om forholdet, skriver Mirror.

Og i lang tid overvejede hun faktisk at lade være, da hun egentlig er meget privat anlagt, og derfor havde hun svært ved at få sig selv til det.

Kelly Smith var Alex Scotts første store kærlighed.
Kelly Smith var Alex Scotts første store kærlighed. Foto: MARK RALSTON
Vis mere

»Jeg gik og overvejede, om jeg faktisk skulle skrive det kapitel. Men det var også et af de øjeblikke hvor... jeg skriver denne her bog, og jeg vil gerne fortælle alt,« har Scott fortalt til et arrangement.

»Jeg følte, jeg ville snyde jer allesammen, hvis jeg ikke havde det med. For mig er det den første kærlighedshistorie. Jeg var dybt forelsket. Og ja, der blev knust et hjerte og sådan noget, men det er en stor del af mit liv, og jeg ville aldrig ændre det,« fortalte Scott, der ikke gik i detaljer med forholdets længde.

Alex Scott og Kelly Smith skrev begge under med Arsenal tilbage i 2005, og i 2009 skiftede de begge til amerikanske Boston Breakers. Det boede i USA i tre år, og så var de begge en del af det engelske landshold i mange år.

I dag har begge stoppet deres aktive karriere, og Scott er nu en respekteret fodboldekspert på engelsk tv.

Alex Scott arbejder i dag på tv.
Alex Scott arbejder i dag på tv. Foto: Paul Terry
Vis mere

Bogen udkommer torsdag, og det er ikke første gang, den tidligere fodboldspiller deler ærlige og private detaljer fra sit liv.

Tilbage i 2020 fortalte hun som led i kampagnen 'Heads Up', hvordan hun begyndte at drikke, da hun blev svinet til online.

»Da jeg stoppede karrieren, og jeg blev 'trollet', fandt jeg ud af, at jeg gik til alkoholen for at prøve at gemme det hele. For at gemme mine følelser,« fortalte hun blandt andet.