Med tårerne trillende ned ad kinderne måtte en tydeligt skuffet Nicholas Kawamura som den første deltager forlade dansegulvet i årets 'Vild med dans'.

Nu har han besluttet at vende nederlaget til noget positivt.

»Jeg er ude på den anden side, men det var et chok,« siger han, da B.T. tirsdag aften møder ham ved gallapremieren på filmen 'Hvor flodkrebsene synger'.

»Når man har dedikeret sig og glædet sig så meget til noget, kan det godt blive et koldt styrtebad, når det ikke lader sig gøre,« siger han om skuffelsen.

Nicholas Kawamura havde sin kone, influencer Trine Kjær med i biografen. Foto Byrd/ Jacob Crawfurd.
Nicholas Kawamura havde sin kone, influencer Trine Kjær med i biografen. Foto Byrd/ Jacob Crawfurd.
Vis mere

Før sin sidste optræden i TV 2-programmet lagde han et opslag på Instagram, hvor han blandt andet skrev:

'Jeg glæder mig helt absurd meget og er så skørt spændt. Vi vil blive sååå glade for jeres sms-stemmer. For vi får brug for alle dem, vi kan få.'

Men det ønske levede danskerne ikke op til.

Efter sms-afstemningen var optalt, stod det klart, at Karina Frimodt og Nicholas Kawamuras quickstep ikke havde imponeret seerne så meget, at de sendte parret videre i konkurrencen.

Den tidlige exit har resulteret i et uventet problem hjemme hos familien Kjær/Kawamura:

»Jeg har masser af tid,« siger den tidligere radiovært, mens hans kone, influenceren Trine Kjær, tilføjer:

»Vi havde spærret kalenderen helt frem til 11. november, pludselig har vi en helt tom kalender.«

Indtil videre har den 42-årige dj og tidligere radiovært brugt den uventede fritid til at få styr på den hjemlige matrikel.

»Jeg har fået ordnet en hel masse ting i huset, men jeg har ikke fået slået græsset endnu,« siger han.

Men nu har parret, som et plaster på såret, besluttet at give sig selv en uventet gave:

»Vi har planlagt at tage på ferie, for at få vendt nederlaget til noget positivt,« siger Kawamura.