Biler i luksusklassen er en legeplads forbeholdt de få. For det kræver mange penge at være med, det viser en af dagens nyheder fra bilverden.

For to måneder siden fusionerede to rigmandsfamilier deres bilfirmaer og skabte Selected Car Group, der har specialiseret sig i investering og leasing af dyre specialbiler.

Nu køber de sig ind på en tredje rigmands område, skriver Finans.dk.

Det er shippingfamilien Østergaard-Nielsen og dynedynastiet Lars Larsen-familien, der i fællesskab ejer Selected Car Group.

Nu køber de sig ind i DC Workshop, et værksted for dyre racerbiler, der også arrangerer eksklusive bilevents i både Danmark og Europa.

Dermed har de købt sig tættere på en tredje rigmand med hang til hurtige og dyre biler – nemlig Anders Kirk Johansen, der ejer bilhuset My Garage i Vejle, hvor DC Workshop holder til.

»Opkøbet af DC Workshop kommer ikke til at have nogen indflydelse på Selected Car Groups i forvejen gode og langvarige samarbejde med MyGarage. Med DC Workshop som en del af SCG kommer vi endnu tættere på MyGarage og ser det som en god mulighed for at øge samarbejdet yderligere,« siger Jens Christian Tangbæk, der er kommerciel direktør i Selected Car Group til Finans.