Udadtil har den 31-årige danske mand, der er sigtet for drabet på sin danske kæreste i Sydfrankrig, haft en succesfuld karriere som iværksætter, hvor et af hans mange firmaer er blevet til en millionsucces.

Men flere af mandens tidligere bekendte fortæller om en yderst privat mand, der havde en anden og mere dyster side.

»Fra dag et af havde jeg en dårlig fornemmelse af ham. Hvis der var nogen, jeg nogensinde havde tænkt på skulle blive psykopat, så var det ham. Han var meget ubehagelig,« lyder det fra en tidligere bekendt.

Flere peger på, at manden skulle have haft et eskalerende pillemisbrug over flere år, hvilket kan have sat gang i en personlig nedtur.

»Hans misbrug var årsag til, at jeg afbrød forbindelsen til ham,« lyder det fra en anden bekendt, der ligeledes ønsker at være anonym.

Fortællingen går igen hos flere, der tidligere har været tæt på den drabssigtede.

»Han kom altid velklædt, nyklippet og nybarberet, men på et tidspunkt blev han mere ligeglad. Det kan måske skyldes pillemisbruget,« siger den tidligere bekendte, der var en del af erhvervsmandens omgangskreds i Aarhus.

Beskrivelsen af mandens forbrug af stimulanser stemmer overens med, hvad fransk politi har fortalt, de fandt i den sigtedes luksusvilla tæt på Cannes 18. september.

Et sjældendt billede af den drabssigtede dansker, der har holdt sit privatliv helt tæt ind til kroppen.
Et sjældendt billede af den drabssigtede dansker, der har holdt sit privatliv helt tæt ind til kroppen. Foto: Privatfoto.
Vis mere

Under en ransagning fandt ordensmagten ud over flere skarpladte våben også kokain og hash.

Dagen før ransagningen var fransk politi blevet kontaktet af en advokat for to mænd, der havde gjort et gruopvækkende fund i et køleskab.

De to var angivelig blevet hyret af den danske rigmand til at køre et aflåst køleskab ud på den lokale losseplads i den franske kystby Mandelieu-de-Napoule, hvor det danske par boede.

Men køleskabet stank så meget, at de brød den påsatte hængelås op.

Her fandt de liget af en 30-årig dansk kvinde, der var kæreste med den drabssigtede. Straks kontaktede de advokaten, der ringede til politiet.

Ifølge den franske avis Nice-Matin var kvinden blevet skudt i hovedet, tre til fire dage før hun blev fundet død i køleskabet.

Det vides ikke på nuværende tidspunkt, hvordan den 31-årige mand forholder sig til drabssigtelsen.

»Han var privat. Han var så privat, at jeg aldrig har oplevet noget lignende. Ingen kendte noget til hans privatliv, eller hvem hans kæreste var,« lyder det fra samme person, der er fra erhvervsmandens personkreds fra Jylland.

Fransk Politi har efter deres ransagning af parrets villa afspærret huset. Den danske erhvervsmand lejede i december 2021 sig ind i den 300 kvadratmeter stor villa i rigmandskvarteret i kystbyen Mandelieu-de-Napoule.
Fransk Politi har efter deres ransagning af parrets villa afspærret huset. Den danske erhvervsmand lejede i december 2021 sig ind i den 300 kvadratmeter stor villa i rigmandskvarteret i kystbyen Mandelieu-de-Napoule. Foto: Nice-Matin/ Sébastien Botella
Vis mere

Angivelig var det en stående joke blandt de ansatte i et af mandens firmaer, at de skulle se, om de kunne finde nogen personlige oplysninger om ham på internettet.

Det projekt skulle aldrig være lykkedes.

Ifølge B.T.s oplysninger kommer den sigtede fra en almindelig dansk familie, der boede i Jylland. Han har ikke taget nogen længere uddannelse, men er selvlært forretningsmand og iværksætter.

Han har banket sin forretning op til at have en millionomsætning på ren og skær hårdt arbejde. Han er af flere kilder kendt for at arbejde hele tiden, og somme tider blev nætterne også inddraget.

Virksomheden har gennem årene haft store millionoverskud, hvilket har gjort danskeren til millionær. I 2021 købte han en liebhaverlejlighed til syv millioner kroner tæt på søerne i København.

Ifølge Nice-Matin havde manden to Porscher i sin garage og en motorcykel holdende i Sydfrankrig. Samme sted holdt den afdøde kærestes elektriske løbehjul.

Selvom den danske erhvervsmand skulle være god for flere millioner kroner, så har han ikke altid kastet om sig med penge.

»I starten var han meget sparsommelig med sine omkostninger og udgifter.«

»Han havde ikke en kæmpestor bil og gik i almindeligt mærketøj. Men hans forbrug eskalerede bare lige pludselig,« fortæller en af mandens tidligere bekendte, der tydeligt husker en bestemt episode.

»Første gang jeg tænkte, at ham bryder jeg mig ikke om, var, da han parkerede på en handicapplads. Ikke fordi der ikke var andre pladser, men kun fordi det var den, der var tættest på. Nu kommer jeg selv af ydmyg jysk familie, så hvis man parkerer på en handicapplads uden at have brug for det, bare for bekvemmelighedens skyld, så er man en idiot,« fortæller den jyske bekendte.

Med til historien om den fængslede dansker hører også, at en bekendt beskriver ham som venlig og dygtig til sit job.

»Jeg kender ikke til, at han skulle have haft et misbrug eller opført sig dårligt. Jeg håber ikke, at det er rigtigt, det som bliver skrevet om ham. Han er jo kun sigtet, så hvem ved,« siger manden.

Den 31-årige blev anholdt første gang af fransk politi 7. september. Her fik han en bøde for at have mishandlet parrets hund foran et supermarked.

Manden sidder lige nu varetægtsfængslet på tiende døgn i et fransk fængsel.