Manden, der ofte omtales som 'Putins kok', har mandag indrømmet, at det var ham, der oprettede den berygtede Wagner-gruppe.

Men det er egentlig slet ikke 'det vildeste' ved dagens nyhed.

Sådan lyder det i et opslag på Twitter fra Flemming Splidsboel Hansen, der er seniorforsker hos Dansk Institut for Internationale Studier.

I en udtalelse – som det statsdrevne russiske nyhedsbureau RIA har omtalt – blev det, som længe har været en kendt hemmelighed, bekræftet:

Den var den russiske forretningsmand og oligark Jevgenij Prigozjin – der også er kendt som 'Putins kok' – som stod bag oprettelsen af den berygtede Wagner-gruppe, som driver en hær af lejesoldater, tilbage i 2014.

Siden har Flemming Splidsboel Hansen sat nogle ord på udmeldingen på sin Twitter-profil:

»Han (Prigozjin, red.) forklarer, at han og en række velhavende russere ønskede at danne et korps, som kunne forhindre 'folkedrabet på den russiske befolkning i Donbas'. Han tilføjer, at 'fra dette øjeblik, den 1. maj 2014, blev der skabt den gruppe af patrioter, som siden fik betegnelsen Wagner',« skriver han i et opslag, hvorefter han fortsætter:

»Det vildeste ved denne historie er ikke det, at han nu erkender at stå bag Wagner. Det er i stedet det forhold, at russiske myndigheder i årevis har benægtet, at Wagner eksisterer.«

Tidligere har Prigozjin afvist at have nogen forbindelse til Wagner, som vestlige medier længe har rapporteret skulle have uklare forbindelser til det russiske militær og myndigheder.

Men også Kreml og den politiske ledelse i Rusland har nægtet at have forbindelser til gruppen.

Ifølge Flemming Splidsboel Hansen er Prigozjin tæt med den russiske præsident, Vladimir Putin:

»Prigozjin er Putins go-to-person for særligt beskidte opgaver. Og Wagner er et af Prigozjins redskaber,« skriver han og tilføjer:

»Det er en schweizerkniv, som kan bruges til mange forskellige opgaver. Den agerer aldrig uden den russiske stats accept. Forlænget militær arm uden nogen form for offentlig kontrol.«

Wagner-gruppen beskrives ofte som et netværk af russiske lejesoldater.

Gruppen blev kendt i 2014, da den hjalp det russiske militær i annekteringen af Krim-halvøen. Siden har gruppen været involveret i konflikter i blandt andet Syrien, Mozambique og Sudan – og lejesoldater fra gruppen er også involveret i den russiske krig i Ukraine.