Et angstanfald på vej hjem fra prøverne til 'P3 Guld' kom til at betyde, at Tobias Rahim måtte melde afbud til showet, som blev sendt på DR søndag aften.

»Jeg har kæmpet med verden. Og nok mest af alt mig selv. Der har været meget storm i det emotionelle hav på det sidste. Jeg har været søsyg og kastet sjæl op. Opkast der også er blevet til musik,« lød det fra hitmageren, som både skulle have modtaget den prestigefyldte P3-Prisen og spillet et nummer.

»Jeg havde glædet mig meget til at spille ‘Når mænd græder’ i aften. Jeg har også haft lidt angst i kroppen over det. Netop den sang kommer fra et sted, der gør ondt. Nok mere end de fleste forstår.«

Men selvom Tobias Rahim desværre ikke kunne deltage i showet, blev det lukket med hans single 'Når mænd græder'.

For i 11. time sprang hans korsanger Zaina Segujja nemlig til og leverede en rørende udgave af nummeret akkompagneret af Tobias Rahims producer Arto på klaver.

Det er dog ikke første gang, den 25-årige korsanger får lov at stå i front i et tv-program.

Nogle vil måske huske hende fra, at hun som 16-årig i 2013 deltog i 'X Factor', hvor hun var under Thomas Blachmans vinger.

Hendes medvirken sluttede dog både brat og dramatisk, da hun efter eget udsagn måtte forlade programmet som en del af et hævntogt fra Anne Linnet, der sad bag dommerbordet det år.

Zaine måtte forlade 'X Factor', da dommer Anne Linnet valgte deltageren Jonas frem for hende. Her ses de med programmets daværende vært, Signe Molde.
Zaine måtte forlade 'X Factor', da dommer Anne Linnet valgte deltageren Jonas frem for hende. Her ses de med programmets daværende vært, Signe Molde. Foto: Betina Garcia
Vis mere

Zaina Segujja havde været sæsonens forhåndsfavorit, men fik kniven af Anne Linnet, da hun endte i farezonen med Ida Corrs deltager Jonas.

Både Zaina Segujja og Thomas Blachman mente, det var hævn, fordi dommeren havde smidt Anne Linnets gruppe Lotus ud ugen forinden.

Selvom talentshowet blev en kort fornøjelse for Zaina Segujja, fortsatte hun med at skrive og spille musik. Og søndag fik hun altså sit folkelige gennembrud i 'P3 Guld'– omend det var på en trist baggrund.

'Jeg kan stadig ikke forstå, at jeg lukkede showet. Nok fordi, alt gik så stærkt, og fordi det kan være svært at tro på mirakler, når situationen er malet med angstens farver. Alt blev, som livet nu helst skal være. Hjerteåbnende og ægte,' skrev hun på Instagram kort inden søndagens prisuddeling.

'Det kan jeg læne mig tilbage i, når jeg måske vil finde lidt mod og se med i aften. Det er nervepirrende for mig. Kærlighed til vores hold, til Tobias, til mig selv og til alt det, vi skaber hen af vejen.'