Langt færre end ventet har stemt midtvejs i det italiensk parlamentsvalg søndag.

Men det rykker ikke ved forventningen om, at landet skrider langt til højre, og at det formentlig vil resultere i den mest højreradikale regering i efterkrigstiden.

Valgstederne åbnede klokken syv søndag morgen. Klokken 12 havde kun 19 procent af vælgerne stemt, og det peger i retningen af en rekordlav valgdeltagelse.

Det ligger under, hvor mange der havde stemt ved middagstid ved valget i 2018. Dengang endte 73 procent af vælgerne med at stemme, og det var den laveste deltagelse siden Anden Verdenskrig.

Valgeksperter spår søndag eftermiddag, at det kan ende med en valgdeltagelse under 70 procent.

Italien er kastet ud i et nyt valg, efter premierminister Mario Draghis regering brød sammen i juli.

Målinger har tidligere vist, at en alliance af højrepartier, der ledes af Giorgia Meloni og hendes parti Italiens Brødre, vil vinde stort.

Hendes parti har sit udspring i fascismen. De to øvrige parter er Matteo Salvinis parti Lega og Silvio Berlusconi Forza Italia.

Meloni har haft gode forbindelser til Viktor Orbans Ungarn, som af Europa-Parlamentet er under anklage for at være i gang med at afvikle demokratiet.

De to øvrige har nære bånd til Ruslands præsident, Vladimir Putin.

Det har fået kritikere til at advare om, at Italien vil blive en vanskelig sengemakker i EU, hvis de tre partier kommer til at danne den kommende regering.

/ritzau/dpa