Det er efterhånden almen kendt, at renterne har fået sig et ordentligt nøk opad.

Men hvad, du måske ikke ved, er, hvordan du sikrer dig en boligopsparing – og så endda ganske gratis.

Ifølge Finans vil det nemlig være mere effektivt at vælge et 20- eller 25-årigt lån fremfor et 30-årigt lån, da opsparingen vil stige mere hvert år.

Naturligvis vil opsparingen blive størst ved et 20-årigt lån.

Man kan se på et eksempel med et lån på en million kroner, hvor den månedlige ydelse før skat på et 30-årigt fem procentlån er omkring 6.000 kroner.

Ved et 20-årigt fire procentlån vil samme ydelse ligge på 6.900 kroner.

»Hvad får man for de 900 kroner om måneden? Afdraget stiger med knap 1.700 kroner til 2.982 kroner. Man får dermed fordoblet værdien af sin investering og booster samtidig opsparingen i sin bolig,« skriver Finans, som altså forklarer, hvordan opsparingen stiger hvert år.

Hvordan opsparingen kan stige årligt, kan forklares ved at se på tilbagebetalingen.

Den samlede tilbagebetaling på et 20-årigt lån på en million kroner, vil være knap 1,5 million kroner, hvor tilbagebetalingen vil være cirka 400.000 kroner mere på et 30-årigt lån.

Finans tilføjer, at det er urealistisk at gå efter et 10-årigt lån til boligfinansiering, da det typisk bruges som tillægslån eller billån.