»Der er ikke fugls føde på den sag.«

Sådan lyder det fra De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, der for første gang fortæller om sit besøg i Den Dominikanske Republik i 2018.

En, skulle det vise sig, skæbnesvanger vinterferie, han tog på med sin daværende kæreste, Josue Medina Vasquez, daværende integrationsminister Inger Støjberg og daværende socialminister Mai Mercado.

Pape selv var justitsminister på det tidspunkt.

På ferien besøgte det tunge ministerhold nemlig både Den Dominikanske Republiks udenrigsminister, justitsminister og præsidenten, Danilo Medina.

Nu forklarer Pape til B.T., at han mener, historien er blæst op af Socialdemokratiet, fordi det har været kendt i fire år, at han tog de besøg.

»Det her er simpelthen helt grotesk socialdemokratisk spin. De forsøger at lave et karaktermord på min person. Jeg synes, det er noget svineri,« lyder det fra Søren Pape i interviewet, som kan ses øverst i artiklen.

Den konservative formand fortæller, at han, samme dag som udenrigsminister Jeppe Kofod bad om en redegørelse, stillede sig selv til rådighed for ministeriet.

Siden har han intet hørt fra ministeriet og har nu selv valgt at rette henvendelse både onsdag og torsdag, men har ikke hørt noget tilbage i skrivende stund.

»Jeg har reageret fra start af og sagt, at jeg gerne møder op og fortæller, hvad de møder handler om,« siger Søren Pape Poulsen.

Men mens Pape harcelerer over udenrigsministeren, har spørgsmålene fået grobund og vokset sig store i den offentlige debat.

For hvad blev der sagt på de møder? Hvem satte dem op? Og hvorfor tænkte Pape ikke, at det var underligt, at der skulle tages officielle billeder med præsidenten?

Kan du en gang for alle fortælle os, hvorfor du mødtes med udenrigsministeren, justitsministeren og præsidenten?

»Det var ren høflighed. Alle ved nu, at jeg havde en særlig forbindelse til det land gennem min nu eksmand. Han spurgte, da vi skulle derover på ferie, om vi så ikke ville hilse på og møde dem.«

»Så kan jeg godt se i bagklogskabens klare lys, at fordi jeg har en særlig relation til landet, så tænkte jeg ikke over det,« siger Søren Pape.

Tænkte du ikke over, at du blev inviteret til et møde med udenrigsministeren, justitsministeren og præsidenten?

»Overhovedet ikke. Fordi vi var derovre, og det var der, min mand kom fra. Han har relationerne, og så sagde han: 'Skal vi ikke sætte nogle møder op, så I kan hilse på?'. Så sagde jeg: 'Vi kan godt holde nogle 'hilse på'-møder'.«

Men tror du ikke, at de vil mødes med dig, fordi du er justitsminister?

»Jo, det er klart. De vil mødes med os, fordi vi er ministre. Men det laver ikke om på, at det ikke var et officielt besøg, og det sagde vi også klart, da vi hilste på.«

I bliver for eksempel beskrevet som en delegation. Hvordan har de fået den opfattelse?

»De kan måske også derovre have en interesse i at få det til at se mere officielt ud, og at man har haft kontakter med et land. Jeg kan ikke stå på mål for, hvordan noget bliver fremlagt.«

Så dit besøg er også blevet udnyttet?

»Det skal jeg ikke kunne sige. Jeg har meget svært ved at se, at det er en stor sag. Hvis det her var en stor sag, håber jeg da, at der var nogen, der ville have skrevet om det for fire år siden,« siger Søren Pape Poulsen.

Til kritikken svarer Socialdemokratiets politiske ordfører Rasmus Stoklund:

'Jeg kan helt afvise de grove anklager. Papes badeferie-diplomati blev først afsløret af medierne tidligere denne måned, og derfor har vi ikke kunnet reagere før.'

'Havde vi vidst at Pape, Støjberg og Mercado gik uden om Udenrigstjenesten dengang, var de blevet kaldt i stribevis af samråd for fx at forklare, hvem der har finansieret dette badeferie-diplomati, hvem der arrangerede møderækken, hvad formålet var og hvem der udnævnte en dansk vicesportsminister.'

Se interviewet øverst i artiklen, hvor Pape kommer nærmere ind på, hvad mødet betyder for hans statsministerchancer, og hvad han rent faktisk talte med præsidenten om.