Går man en tur i den norske del af Finnskogen er det ikke kun træer, mos og flot natur, man bliver mødt af. I skovens buskads ligger nemlig også flere tusinde tandbørster.

Det skriver NRK.

Selvom farverige plastiktandbørster nok ikke er det, man oftest støder på i skovbunden, er der faktisk en ganske simpel forklaring.

I 1970erne og -80erne fik tandbørstefabrikken Jordan nemlig lov til at bruge området som affaldsplads for de tandbørster, der var fejlproduceret – og på trods af, at virksomhedens produktion for knap 20 år siden rykkede til England, blev tandbørsterne liggende.

FOTO: FRODE MESKAU / NRK
FOTO: FRODE MESKAU / NRK
Vis mere

»Det er det værste, jeg nogensinde er stødt på,« fortæller Robert Tollefsen, der er lokalleder i Plastpiratene, som hvert år rydder tonsvis af plast fra naturen, til mediet.

Tandbørsterne, ser i dag ud, som de gjorde, da de blev smidt ud for flere årtier siden. Det gør de, fordi de er lavet af hygiejnisk plastik, som har en længere nedbrydningstid.

Robert Tollefsen frygter, at plastikken ender i det nærliggende vandløb, der løber ud i Flisa-elven.

»De påstår, at denne type plastik ikke er lige så farlig som andre plasttyper. Men plastik er plastik,« fortæller han og forklarer, at mængderne er så store, at man i Plastpiraterne hverken har tid eller mandskab til at nå i mål med at få dem alle ryddet fra skoven.