Onsdag har Retten på Bornholm dømt en 52-årig mand for stalking.

Derudover er han dømt for tyveri, hærværk og overtrædelse af våbenloven. Til sammen giver det en straf på 60 dages ubetinget fængsel.

Det skriver Bornholms Politi i en pressemeddelelse, hvori det lyder, at den 52-årig mand fra Bornholm i en periode på flere måneder har chikaneret og forfulgt sin ekskæreste.

Blandt andet har den dømte stjålet ekskærestens pas fra hendes adresse og begået hærværk ved at knuse ruderne i et drivhus med en slangebøsse.

Politiet oplyser desuden, at manden 25. juli 2022 fik tilhold mod at opsøge ekskæresten. Det overtrådte han dog mindre end en halv time efter tilholdet. Over Messenger ringede han intet mindre end 56 gange og sendte flere chikanerende beskeder til hende.

To dage senere blev bornholmeren anholdt, og den 28. juli blev han varetægtsfængslet i to uger – der blev forlænget med yderligere to uger.

Den 52-årige mand tog imod dommen på 60 dages ubetinget fængsel.