Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen (V) er langt fra tilfreds med Mette Frederiksens forslag til at hjælpe danskerne med at betale regningerne.

»Regeringen gør ikke nok for danskerne, der er trængt op i en krog i forhold til deres privatøkonomi. Punktum,« siger Jakob Ellemann-Jensen, da B.T. fanger ham på telefonen efter onsdagens pressemøde.

Hvis det står til regeringen skal der indføres et såkaldt loft over priserne på el, gas og fjernvarme.

Det vil betyde, at hvis prisen overstiger den fra sidste efterår, vil man kunne indefryse det overskydende beløb og betale det i løbet af en periode på 5 år med en form for afdragsordning med rente.

En rente, som finansminister Nicolai Wammen (S) foreslår skal være »plus minus to procent.«

Men det hjælper ikke nødvendigvis de danskere, der i øjeblikket står og kigger bekymret på deres budgetter, lyder det fra V-formanden.

Venstres leder og statsministerkandidat Jakob Ellemann-Jensen (V) kalder regeringens forslag for »uambitiøs.«
Venstres leder og statsministerkandidat Jakob Ellemann-Jensen (V) kalder regeringens forslag for »uambitiøs.« Foto: Philip Davali
Vis mere

»Mange danskere er bekymret over, hvordan denne vinter kommer til at forløbe. Regeringen gør ikke tilstrækkeligt for at hjælpe ved at dele regningen op og skyde den ud i fremtiden,« siger Jakob Ellemann-Jensen og fortsætter:

»Vi har brug for at gøre regningen mindre for danskerne.«

I stedet er Venstre klar med et andet forslag, der skal gøre det billigere at tænde tørretumbleren eller fjernsynet hjemme i husstandene.

»Vi går en kold og mørk tid i møde. Derfor skal vi banke elafgiften helt i bund. Det vil faktisk betyde en forskel på flere tusinde kroner om året for helt almindelige familier,« siger Jakob Ellemann-Jensen.

Regeringen vil forhandle om sit forslag med Folketingets partier og vil søge at hastebehandle det, så det indføres inden vinter. Partierne indkaldes til møde torsdag.