En række mystiske indbrud er lige nu årsag til ekstra travlhed på politigangene.

14 anmeldelser om indbrud inden for en måned.

Det er, hvad Nordjyllands Politi har konstateret i Aalborg-bydelen Hasseris.

Af den årsag sender politikredsen nu en opfordring til beboere i området:

»Vi opfordrer alle beboere i området til at holde øjne og ører åbne. Ser du noget mistænkeligt, så meld ind på telefon 114, hellere én gang for meget, end en gang for lidt,« siger leder af berigelsessektionen hos Nordjyllands Politi, Ulf Munch Sørensen.

Han fortsætter:

»Vi har afsat ekstra ressourcer til opgaven og måske vil beboerne også kunne spotte os patruljere mere i området, end normalt.«

Politiet kan dog ikke – trods de mange indbrud – bekræfte et egentlig mønster i sagerne:

»Vi har hørt om en del forskellige afmærkninger, der menes anvendt i området – afmærkninger som bliver sat forud for et tyveri, såsom snore, specielle sten med videre – men vi kan simpelthen ikke bekræfte noget mønster i den retning,« påpeger efterforskningslederen.

Politiet opfordrer videre til, at man sørger for en god dialog med sine naboer – og for eksempel holder øje med hinandens ejendomme, hvis man er væk i kortere eller længere tid fra egen adresse.

Selvom indbrudsbølgen lige nu foregår i Hasseris, kan politiet ikke udelukke, at indbruddene flytter sig til andre byer i området.

'Så uanset om man bor i Hasseris eller Hobro, er de gode råd om nabohjælp og indbrudssikring aktuelle', skriver politiet i pressemeddelelsen.