»Han kunne finde på at slå ihjel, hvis det passede ham. Det var det, han sagde.«

Ekskæresten til Louise Borglits formodede morder fortæller nu om sit forhold til den voldelige, 29-årige mand, der er blevet varetægtsfængslet for knivdrabet i 2016.

Det sker i fjerde afsnit af dokumentarserien  på Discovery+ »Nogen ved noget om Louise Borglit«.

Ekskæresten stiftede på egen krop smerteligt bekendtskab med den nu 29-årige mands korte lunte og parathed til at begå livsfarlige vold mod en kvinde.

Faktisk blev hun i december 2017 – altså kun godt et års tid efter knivdrabet på Louise Borglit i Elverdamsparken i Herlev i november 2016- udsat for regulært drabsforsøg fra manden.

Det kom til at koste ham en langvarig fængselsstraf for drabsforsøg og brutal vold mod ekskæresten, der pådrog sig en hjerneskade.

I tv-dokumentaren fortæller hun om en episode, hvor han indirekte fortalte, at han havde prøvet at slå ihjel.

»Vi nød begge at se gyserfilm, men den ene aften var det ikke så sjovt. Hvor det er en familie, der er bundet i benene i et træ og hænger med hovedet nedad. Og så ved jeg ikke, så kommer der en krokodille lige og tager hovedet.«

32-årige Louise Borglit var syv måneder henne i sin graviditet, da hun blev myrdet med talrige knivstik i 2016. 
32-årige Louise Borglit var syv måneder henne i sin graviditet, da hun blev myrdet med talrige knivstik i 2016.  Foto: Privatfoto
Vis mere

»Så kigger han stille og roligt på mig og siger: »Så har jeg også fundet en ny måde at slå ihjel på«. Hvis du siger det på den måde, så har du også gjort det før,« mener ekskæresten i udsendelsen.

Hun fortæller videre i programmet, at den tidligere kæreste aldrig direkte truede hende med kniv. Men derimod viste han på et tidspunkt under deres samliv omhyggeligt, hvordan hun selv kunne stikke et andet menneske med kniv.

»Du starter med maven, og giver det et par ryk opad. Så tager du den ud, og så kan du stikke her – eller her. Så er du færdig,« genfortæller ekskæresten, mens hun peger på sit bryst og sin hals for at illustrere hans instruktion.

I tv-dokumentaren opruller tv-journalisterne Jesper Vestergaard Larsen og Bo Weile Norström med hjælp fra eksperter en række kritisable omstændigheder, der muligvis kunne have ført til, at drabssagen fra Herlev kunne være blevet opklaret langt tidligere.

Højgravide Louise Borglit blev dræbt med adskillige knivstik i Elverparken i Herlev 4. november 2016.
Højgravide Louise Borglit blev dræbt med adskillige knivstik i Elverparken i Herlev 4. november 2016. Foto: Privatfoto/Facebook
Vis mere

Måske allerede få dage efter drabet, der fandt sted en regnfuld aften 4. november 2016, da den 32-årige Louise Borglit blev dræbt med knivstik, mens hun var ude at lufte sin søsters hund i Elverparken i Herlev.

Det uhyggelige kvindedrab syntes i næsten seks år at forblive en uopklaret mordgåde. Men 6. maj i år kunne Vestegnens Politi til alles overraskelse oplyse, at man havde anholdt en nu 29-årig mand og sigtet ham for drabet.

Han sad i forvejen i fængsel, da han var i gang med at afsone langvarig fængselsstraf, som han fik i 2017 – altså efter drabet på Louise Borglit – for drabsforsøg på den tidligere kæreste, der nu medvirker i tv-udsendelsen.

Og som led i opklaringen sendte politiet i største hemmelighed en PET-agent ind i cellen til den 29-årige. Det skete i håb om, at han på hemmelige aflytninger ville tale over sig. Og det var medvirkende til, at den 29-årige nu er blevet varetægtsfængslet for kvindedrabet i Herlev.