Fundet af døde kreaturer ved Kalø medfører nu en række spørgsmål.

Kreaturerne ved Kalø, hvor en privat forpagters dyr græsser i et statsligt naturområde, blev for nylig fundet døde, og derfor går Naturstyrelsen ind i sagen.

I en pressemeddelelse fra Naturstyrelsen oplyser de, at man er gået så langt ind i sagen, at man har meldt den til politiet.

»Naturstyrelsen har meldt sagen til politiet og er orienteret om, at politi og embedsdyrlægen besigtiger området i dag (9. september, red.),« skriver de og fortsætter:

»Det er altid dyreholders ansvar, at dyrene behandles forsvarligt og i overensstemmelse med dyrevelfærdsloven. Naturstyrelsen er i dialog med den pågældende forpagter om, hvordan de øvrige dyr skal håndteres.«

Dødsårsagen er endnu ikke kendt, og derfor ser man også på sagen med stort alvor.

»Naturstyrelsen ser med meget stor alvor på, at dyrevelfærdsloven bliver overholdt for græssende dyr, der er sat ud i de statslige naturområder, uanset om det er dyr, Naturstyrelsen selv har i sin varetægt, eller dyrene tilhører private forpagtere.«

»Derfor er det nu en sag for politiet at fastlægge omstændighederne bag, at kreaturerne er døde.«