En ny DR-afdeling nedlægger nu arbejdet efter gårsdagens fyringer og omrokeringer.

Det skriver fagmediet Journalisten.

Det drejer sig om indlandsredaktionen, der har base i Aarhus.

Journalisten har fået fat i et brev, medarbejderne har sendt til ledelsen, hvor de annnoncerer deres planer om at strejke indtil 05.30 torsdag morgen.

»19 fastansatte bliver reduceret til 12. Desuden er der i forvejen fem ubesatte stillinger. Flere TBA´er (tidsbegrænset ansatte, red.) og freelancere risikerer også at skulle forlade redaktionen. Det hænger dårligt sammen med de mål, som ledelsen kom med, da indlandsredaktionen blev stiftet,« skriver medarbejderne ifølge Journalisten.

Ifølge fagmediets oplysninger er redaktionen en af de, der blev hårdest ramt i går på 'sindedagen', som det kaldes i DR-regi, når man fyrer mange medarbejdere på én dag.

Indlandsredaktionen i Aarhus er kun få år gammel og blev skabt, da DR som led i en omorganisering i 2018 ville flytte mere indlandsdækning ud af København. Her flyttede flere medarbejdere med den lange vej.

47 medarbejdere i alt fik i går at vide, at ledelsen vil fyre dem. Og i går og i dag er flere kendte ansigter stået frem og fortalt om deres fyring, herunder radioværten Alex Nyborg Madsen og mangeårig filmanmelder Per Juul Carlsen.