Hvis det ved første øjekast ligner, at du har fået en sms fra Borgerservice, skal du være varsom.

I sms'en fremgår det, at man har fået ny post – hvorefter man opfordres til at trykke på et link for at læse den.

Men det er fup, skriver Nyborg Kommune, hvor en række borgere i hvert fald har modtaget sms'en.

'Det er fup og fidus, og vi ved faktisk ikke, hvad du risikerer at rage til dig, hvis du åbner det,' tilføjer de.

Kommunen oplser desuden, at digital post ikke bliver sendt på andre platforme end borger.dk og e-Boks.

Man opfordrer derfor til blot at slette beskeden.

Det er langt fra første gang, at svindlere forsøger at lokke penge, personlige oplysninger eller andet ud af danskerne.

Danske Bank advarede i juni mod falske sms'er, og i samme måned var Region Syddanmark nødsaget til at advarer mod flere fup-sms'er, der var i omløb.