En ansat i den amerikanske nationalpark Yellowstone opdagede tirsdag noget, der lå og flød i vandet.

Ved nærmere eftersyn viste det sig at være et chokerende fund.

Så chokerende, at dele af den store nationalpark blev lukket ned, og en efterforskning blev sat i værk.

Det, den ansatte så i det 60 grader varme vand i Abyss Pool, var en del af en fod, som sad i en sko, skriver The Guardian.

Fundet efterlader flere – og stadig ubesvarede – spørgsmål.

Hvordan endte foden i skoen i den varme kilde? Er der sket en forbrydelse? Og hvem tilhører foden?

Torsdag oplyste Yellowstone-nationalparkens talsmand Morgan Warthin, at der stadig ikke kan meldes noget ud om, hvad der kan være sket.

Varme kilder som Abyss Pool er blandt Yellowstones mest berømte og populære turistattraktioner, men de kan være livsfarlige på grund af det varme og syreholdige vand.

Området omkring Abyss Pool, herunder en parkeringsplads for besøgende, som blev lukket på grund af efterforskningen, er siden blevet genåbnet.