Torsdag aften spillede en stor mand Randers op.

Tobias Rahim gav gratis koncert ved Randers Festuge, og selvom sangeren, der er kendt for numre som netop ‘Stor mand’ og ‘Mucki Bar’, ikke har været helt gratis at hyre, så har folkene bag festugen gjort en ualmindelig god handel.

Det afslører Mikael Qvist Rørsted, der er musik og teaterchef på Værket i Randers, overfor TV2 Østjylland.

Han vil ikke sætte tal på hvilket beløb, han konkret har betalt Tobias Rahim, men siger til tv-stationen:

Tobias Rahim på Smukfest i august 2022. Foto: Helle Arensbak/Ritzau Scanpix.
Tobias Rahim på Smukfest i august 2022. Foto: Helle Arensbak/Ritzau Scanpix. Foto: Helle Arensbak
Vis mere

»Mit bedste bud er, at han vel er tidoblet i pris, siden vi bookede ham, så vi er taknemmelige for, at vi har Danmarks største popstjerne til spotpris,« sagde han få timer før koncerten begyndte kl. 17:45.

Tidligere på sommeren optrådte Tobias Rahim for et stort og meget begejstret publikum på både Roskilde Festival og Smukfest.

Torsdag aften spillede han så for de 2.000, der havde sikret sig plads foran Amfiscenen i Randers. Udenfor pladsen havde arrangørerne stillet storskærme op, så i alt 7.400 publikummer kunne følge koncerten.

Hemmeligheden bag den gode handel er, at Mikael Qvist Rørtved bookede sangeren omkring jul sidste år – før han for alvor slog igennem.

Dorthe Gerlach har været med i 'Toppen af poppen', Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.
Dorthe Gerlach har været med i 'Toppen af poppen', Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Dengang var Tobias Rahim festugens 'usikre kort', mens aftenens hovednavn var sangerinden Dorthe Gerlach, der blandt andet er kendt fra ‘Toppen af Poppen’.

Men siden er Tobias Rahims popularitet eksploderet og forud for koncerten i Randers, konstaterede Dorthe Gerlach, at hun nu var reduceret fra headliner til opvarmning for en ‘Stor mand’.

Et rolleskifte hun ifølge musik og teaterchefen tog med godt humør.