Kronprinsesse Mary fortæller nu for første gang, hvordan det har været for prins Christian at skifte skole efter Herlufsholm-skandalen.

Kronprinsessen er lettet over, at han er faldet godt til på Ordrup Gymnasium.

Det fortalte hun torsdag, hvor hun var til Odense Blomsterfestival, og blandt andet var med til at navngive en ny rose, der fik navnet 'the most beautiful'.

Men B.T. fik også mulighed for at tale med kronprinsessen om prins Christian og prinsesse Isabellas nye skoler.

»Det har været en lettelse, at de er faldet godt til i deres nye skoler,« siger kronprinsesse Mary til B.T.

Er det været svært for dem at skifte skole?

»Jamen, det er det naturligvis. Der er nogle overvejelser og nogle tanker, man har, når man skifter skole, men som sagt er de faldet godt til,« lyder det fra kronprinsesse Mary.

Prins Christian begyndte i starten af august på Ordrup Gymnasium, efter Kronprinsparret i juni besluttede sig for at trække ham ud af den skandaleramte kostskole Herlufsholm.

Det skete, efter TV 2 afslørede, at skolen havde massive problemer med vold, overgreb og mobning. Dokumentaren ledte til en større krise for Kronprinsessen, fordi hun samtidig er frontfigur i Mary Fonden, der netop arbejder for at bekæmpe mobning.

»Det har været en svær proces for os som familie, men på baggrund af det samlede billede og vores særlige position som Kronprinspar har vi valgt, at Prins Christian stopper på Herlufsholm, og at Prinsesse Isabella ikke starter i 9. klasse på skolen efter sommerferien,« skrev Kronprinsparret i en udtalelse i juni.

Prinsesse Isabella er netop begyndt på Ingrid Jespersens Gymnanieskole på Østerbro.