Den skotske politiker Margaret Ferrier har siden efteråret 2020 befundet sig i et gevaldigt stormvejr. Torsdag har hun erkendt sig skyldig i samtlige anklager.

Under en høring torsdag i denne uge ved Glasgow Sheriff Court har hun tilstået at have udvist »uansvarlig« og »hensynsløs« opførsel ved at have brudt coronarestriktionerne for to år siden.

Det skriver Sky News.

61-årig Ferrier havde i september 2020 mistanke om, at hun var smittet med coronavirus.

Men i stedet for at gå i øjeblikkelig selvisolation, som reglerne dengang foreskrev, satte hun sig i et tog og rejste fra London til Glasgow. Hun frygtede nemlig, at hun skulle være isoleret på et hotelværelse i London i to uger.

Ifølge BBC beskyldes Ferrier også for at have deltaget i en gudstjeneste i en kirke og at have tilbragt tid på en bar, mens hun afventede prøvens resultat.

Den 1. oktober 2020 udsendte Ferrier så en offentlig erklæring, hvor hun indrømmede at have brudt coronarestriktionerne. Hun beklagede forløbet dybt.

Efterfølgende blev hun smidt ud af det skotske nationale parti, SNP, men hun har nægtet at fratræde det britiske parlament.

Stormvejret mod den 61-årige politiker tog en ny drejning, da Ferrier i januar 2021 blev anholdt af det skotske politi. Hun blev dog løsladt mod kaution, men er ikke sluppet for en høring.

Høringen kører som sagt nu, hvor Ferrier er tiltalt for bevidst at have udsat folk for »risiko for infektion, sygdom og død«, skriver Independent.

Ifølge tiltalen bevægede Ferrier sig rundt i offentligheden i dagene mellem 26. og 29. september 2020, og hun er således tiltalt for at forvolde andre fare i netop de dage.

Hvad straffen for overtrædelserne ender med, vides endnu ikke.

Men borgere, der ikke gik i selvisolation, som var påkrævet dengang, kan straffes med en bøde mellem 5.000 og 10.000 pund – mellem 44.000 og 88.000 kroner.