På sin mobiltelefon gennemgår han sin arbejdskalender. Ledig vagt, ledig vagt, ledig vagt.

Som ambulanceredder kender han til sygdom. Og det her er et alvorligt sygdomstegn for hele Danmark.

Hver eneste dag i mere end to uger frem er der ledige vagter i akutberedskabet i Region Midtjylland. Det viser en video fra 12. august, som B.T. har set.

Ni ubesatte vagter om lørdagen og 11 om søndagen. Ugen efter fortsætter det.

Fire ledige vagter mandag, to om torsdagen og otte om fredagen. Ugen efter det samme.

Kalenderen er et øjebliksbillede, hvor nogle vagter måske når at blive taget, men langt størstedelen vil ikke.

»Det betyder, at der er mere at lave for os andre og længere ventetid for borgerne,« siger en ambulanceredder.

Han er en blandt talrige reddere i Region Midtjylland og i Region Hovedstaden, som B.T. har talt med. Og de fortæller alle den samme historie. Der er akut mandskabsmangel. Det slider på de ansatte, og de frygter, at det vil koste liv.

Alene i Region Midtjylland er der omkring 50 ledige stillinger som redder på nuværende tidspunkt, viser en aktindsigt.

Tidligere har B.T. afdækket, hvordan der under skyderiet i Field's holdt adskillige ambulancer stille på stationerne på grund af mandskabsmangel.

I Region Hovedstaden har man også brugt corona-dispensationer til at bemande ambulancer med elever under uddannelse, fordi der ikke er mandskab nok.

Fra Reddernes Fagforening lyder det, at mandskabskrisen rammer hele Danmark.

»Der skal nye løsninger til. Lige nu går det ud over patientsikkerheden,« siger Kim Hammershøj.

I Region Midt er vagtplaner med daglige ubesatte vagter hverdag, fortæller flere reddere. Konsekvensen er, at dem, som er på arbejde, kører længere og flere ture. Men de frygter også, at det kan koste liv. 
I Region Midt er vagtplaner med daglige ubesatte vagter hverdag, fortæller flere reddere. Konsekvensen er, at dem, som er på arbejde, kører længere og flere ture. Men de frygter også, at det kan koste liv. 
Vis mere

Udfordringerne manifesterer sig i en endeløs liste af ubesatte vagter og dispensationer til at bruge elever under uddannelse til at bemande ambulancerne. Hver gang en ambulance ikke kører, har det konsekvenser for borgerne.

Ringer man 112, betyder det, at der kan gå længere tid, før hjælpen når frem.

»Jeg har før tænkt, at jeg er glad for, det ikke er min egen familie, som står og venter,« siger en redder i Region Midtjylland.

Han har oplevet at nå frem til en patient og tænke, at det havde gjort en forskel, hvis nogen havde været der hurtigere.

Og ofte møder han uforstående borgere, som har ventet længe på en ambulance.

På de værste dage med op mod 12 ledige vagter betyder det længere køretid for ambulancerne, der skal dække et større område. Hos Reddernes Fagforening er ubesatte vagtplaner noget, som man kun forventer vil blive forværret.

»Det er alt for mange ledige vagter. Vi har ambulancer, der holder stille hele tiden,« siger Kim Hammershøj.

I hans optik er det et bevis på, at beslutningstagerne ikke forstår problemet eller har løsningen.

Direktør i Præhospital i Region Midtjylland Henning Voss skriver i et svar, at man bruger de »knappe« ressourcer bedst muligt. Men det ændrer ikke ved, at der konstant holder ambulancer stille.

»Vi har en aktuel udfordring med ambulancer, der må tages ud af drift,« siger han.

Henning Voss erkender også, at det kan påvirke responstiderne for ambulancerne.

Vagtcentralen prioriterer derfor benhårdt, at de mest syge og kritiske patienter får hjælp først.