Hvis det står til De Konservative, skal der skæres med en omfattende sparekniv gennem Danmarks Radio.

Det fremgår af partiets skatteplan, som ser frem mod 2030, og som partiet præsenterede onsdag på et pressemøde i forbindelse med partiets sommergruppemøde.

I alt vil partiet spare 300 millioner på DR.

Over for B.T. forklarer De Konservatives finansordfører, Rasmus Jarlov, hvad det er, DR så skal lave mindre af.

Konservative holder pressemøde under sommergruppemødet på Egelund Slot i Fredensborg, onsdag den 17. august 2022.
Konservative holder pressemøde under sommergruppemødet på Egelund Slot i Fredensborg, onsdag den 17. august 2022. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Vi synes primært, Danmarks Radio skal beskæftige sig med public service som sin kerneopgave. Og det er de programmer, som ikke er kommercielt bæredygtige.«

»De skal ikke sende alle de udsendelser, som lige så godt kunne køre på private kanaler, hvor folk er villige til at betale for dem.«

Rasmus Jarlov foreslår også, at DR skærer ned i antallet af kanaler.

»Der er utrolig mange kanaler, når man tænder for sit fjernsyn. Også hvor børn ligger og sover – så er det måske ikke helt nødvendigt at have kørende. Det skal DR selv prioritere.«

»Men de skal fokusere på public service, det er derfor, vi har DR. Det er derfor, det kan forsvares at indkræve skat til at betale til DR, fordi de skal løfte programmer, som kan oplyse og løfte debat, men som der ikke er et kommercielt marked for.«

Er det ikke det samme som at sige, at public service er noget, folk ikke rigtigt gider at se?

»Jo, det vil DR sikkert sige. At de er nødt til at sende en masse andre programmer, som kunne køre andre steder, for at trække folk til TV Avisen og debatter, som er reel public service. Det argument er også rigtigt.«

»Men der er grænser for, hvor langt man kan trække det. Når DR har som styrende mål, at der skal være flest mulige seere, og det derfor gælder om at sende en masse populære programmer, så synes vi, det går for vidt.«

Konservative holder pressemøde under sommergruppemødet på Egelund Slot i Fredensborg, onsdag den 17. august 2022.
Konservative holder pressemøde under sommergruppemødet på Egelund Slot i Fredensborg, onsdag den 17. august 2022. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Er det noget som 'Borgen', der skal væk? Eller underholdningsprogrammer, der bliver vist fredag-lørdag?

»Nu vil jeg helst ikke gå for meget i detaljer, for det bliver meget detaljestyret. Men grundlæggende de der aftenprogrammer, som er ren underholdning, hvor jeg helt ærligt er i tvivl, om det er DR, TV 2 eller TV3, der kører programmerne.«

»Dem, synes vi, der skal være færre af.«

En besparelse på DR er blot et ud af mange tiltag, De Konservative kom med. Du kan læse om flere HER.