»Jeg fik en opringning på et tidspunkt for fire-fem år siden, mens prins Henrik stadig var i live, om jeg ville optræde for Hendes Majestæt Dronningen. Så slår man jo bare hælene sammen og siger: 'Ja tak'.«

Sådan siger Christian Brøns om den dag i 2017, han pludselig blev inviteret ind i Fredensborg Slotskirke for at optræde for dronning Margrethe og dele af hendes familie.

Det er 21 år siden, at den i dag 45-årige musiker blev landskendt i Danmarks første rigtige realityshow 'Big Brother' og efterfølgende skabte sig en musikkarriere brolagt med landeplager som 'Mød dig selv', 'Du kan gøre, hvad du vil' og 'Tilbage hvor vi var'.

Siden har han udgivet fem album – men ingen har opnået samme status som det prisbelønnede første fra 2001.

Derfor var han også overrasket over, at Kongehuset pludselig sendte bud efter ham.

Og så blev han i øvrigt så perpleks over at synge for regenten, at han slet ikke kan huske anledningen til koncerten, fortæller han i B.T.s podcast 'Helt væk'.

Et kig i Kongehusets arkiver afslører dog, at koncerten i oktober 2017 skulle 'markere miljø- og fødevaresektorens betydning for det danske samfund'.

Foruden Christian Brøns optrådte jazzsangerinden Sinne Eeg samt Den Kongelige Livgardes Musikkorps, som spillede for på 'Tilbage hvor vi var', mens Christian Brøns tog 'Du kan gøre, hvad du vil' akustisk på guitar.

Sådan ser Christian Brøns ud i dag.
Sådan ser Christian Brøns ud i dag. Foto: Privat
Vis mere

Foruden repræsentanter fra miljø- og fødevaresektoren overværede dronning Margrethe, kronprins Frederik, prins Joachim og prinsesse Marie koncerten.

»Det var angstprovokerende i en grad, som jeg slet ikke har prøvet før. Hvis man nogensinde har været i Fredensborg Slotskirke, så vil man vide, at der er cirka 25 meter fra alteret og ned til Kongelogen, så det er meget tæt på. Men det gik godt.«

I podcasten bliver Christian Brøns spurgt, om han talte med Dronningen efter koncerten.

»Ja ja, og så hang vi ud, fik en hotdog og drak nogle fadøl,« siger han sarkastisk.

»Ej, men jeg var meget beæret over at få den opringning. Det var en meget stor oplevelse, og jeg har alligevel spillet for 1,5 millioner på tv, været med i Melodi Grand Prix og spillet for 35.000 i Tivoli. Jeg har prøvet mange ting. Men de der 100 i Fredensborg Slotskirke er en af de oplevelser, som har betydet rigtig meget for mig.«

Hvad Christian Brøns fik for jobbet, melder historien ikke noget om. Men i løbet af podcasten afslører han dog, at det koster minimum 15.000 at hyre ham til en privatfest.

Hør hele afsnittet her: