Jeg har fået 'Bamses Venner' på hjernen!
Det bedste ved Henrik Ruben Genz' nye film om Flemming 'Bamse' Jørgensens liv er helt klart, at man får lyst til at genbesøge det store bagkatalog af sange fra den i dag afdøde musiklegendes storhedstid i 1970erne og 1980erne.
Selve filmen, der har fået den overskuelige titel 'Bamse', er mere en blandet landhandel.
Der er gode skuespilpræstationer og et gennemført tidsportræt af Aarhus med små, sjove hilsner til Aarhus-ikoner som Jacob Haugaard, Thomas Helmig og Gnags, men som helhed lider 'Bamse' af, at konflikten mellem Bamse og hans adoptivfar aldrig bliver hverken rigtig spændende eller gribende.
Anders W. Berthelsen er som altid god og både lyder som – og ligner – Bamse, når han i en af de første scener skyder filmen festligt i gang med en medrivende udgave af 'Bamses Venners' gennembrudshit 'Vimmersvej'.
Den 52-årige skuespiller har angivelig taget 12-15 kilo på til rollen, og generelt set er det imponerende svært at se, hvad der er sminke, og hvad der er Anders W. Berthelsens egen krop, når han for eksempel kort inde i filmen ligger i sengen i bar overkrop.
Resten af rollelisten består af solide navne som Johanne Louise Schmidt og Brian Lykke, der som Bamses hustru, Käte, og Bamses ven, Jes, falder troværdigt ind i det underspillede østjyske univers – og når det hele undervejs bliver alt for tungt og melankolsk, har man derudover heldigvis en Lars Ranthe i hopla.
'Badehotellet'-stjernen låner lidt fra sin Grosserer Madsen-karakter, og selvom det kan virke uopfindsomt med en pladeselskabstype, der kun tænker på penge, så giver Lars Ranthe som Bamses manager et dejligt humoristisk modspil til det samlede udtryk.
Filmens grundlæggende problem er Bamses konflikt med hans adoptivfar.
Virkelighedens Flemming 'Bamse' Jørgensen blev som bekendt som barn adopteret af et velhavende par fra Aarhus-forstaden Viby, der havde udset ham til en dag at skulle overtage faderens fabrik.
Bamse ville imidlertid hellere spille musik, og den konflikt får vi i filmen skåret ud i pap fra start i en sort-hvid-flashbackscene, hvor en ung Bamse får skældud for at spille på trompet på sit børneværelse.
Henrik Birch, der i virkeligheden – og derfor måske lidt fejlcastet – kun er 13 år ældre end Anders W. Berthelsen, spiller Bamses adoptivfar, og han gør det egentlig fint som klassisk jysk træmand, men det slår aldrig gnister i forholdet mellem far og søn.
Man får aldrig rigtig ondt af Bamse, der hele tiden har sin søde kone at læne sig op ad, og selv når Bamse kort oplever lidt modgang efter en fejlslagen deltagelse i Eurovision, virker han hurtigt til at være ovenpå igen.
Hen mod filmens slutning dukker der pludselig nye karakterer op med nye dramatiske input, men det hele sker så hurtigt, at man aldrig når at blive ramt følelsesmæssigt og derfor sidder lidt ligeglad tilbage.
Er man den nostalgiske type, der var i live, da 'Bamses Venner' huserede på hitlisterne, er 'Bamse' en hyggelig og indimellem sjov film, men for alle andre vil den højst sandsynligt ikke efterlade det store indtryk.
