Mandag formiddag kom den konservative partileder, Søren Pape, endelig ud af busken og erklærede sig som statsministerkandidat nummer to i blå blok.
Den udmelding var også politisk startskud på et internt blåt slagsmål om støttepartiernes gunst.
»Nu skal Ellemann og Pape opbygge tillidsfulde relationer til de andre partier. Det gælder om at inddrage dem så meget som muligt, lytte og holde dem godt informerede,« siger B.T.s politiske kommentator, Joachim B. Olsen.
»Det er vigtigt, at kandidaterne lytter til støttepartiernes ønsker, men heller ikke lover mere, end de kan holde. Det kan de andre partiledere godt gennemskue,« siger Joachim B. Olsen.
Selvom B.T.s politiske kommentator afviser, at det alene bliver en »fedteopgave« at sikre støttepartiernes opbakning, så havde de blå partier – som ikke selv har en statsministerkandidat – nogenlunde ensartede udmeldinger. Nemlig, at partierne kommer til at pege på netop den kandidat, som bedst leverer på netop deres partis politik.
»For mig er det afgørende, at vi får et blåt flertal, hvor der kan komme markante aftryk fra Dansk Folkeparti. Det er især inden for udlændinge-, sundheds- og ældreområdet,« siger for eksempel Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt til B.T.
Han forklarer, at når nu der er to statsministerkandidater, der kæmper om posten, så står Dansk Folkeparti lidt bedre i forhold til at få flere mærkesager igennem på deres nøgleområder.
»Udmeldingen (Søren Papes, red.) betyder, at vi kan sælge os selv lidt dyrere til fordel for vores vælgere,« siger Messerschmidt.
Pernille Vermund forklarede, at skal man have Nye Borgerliges stemmer, så skal man »løse udlændingepolitikken fra bunden« og i øvrigt levere på Nye Borgerliges såkaldte »ufravigelige krav«. Nemlig, at der skal indføres et totalt asylstop, at udlændinge skal forsørge sig selv, og at kriminelle udlændinge skal udvises konsekvent efter første dom.
Samme udmelding som Messerschmidts. Blot med et lidt andet fokus.
Liberal Alliances Alex Vanopslagh glædede sig over, at Pape endelig var kommet på banen som statsministerkandidat, men beklagede sig over, at han i de sidste tre år siden sidste folketingsvalg ikke er blevet klog på, hvad hverken den ene eller den anden statsministerkandidat egentlig vil med magten.
»Der er kort tid til valget, og det er uklart for mig, hvad både Papes og Ellemanns visioner er, og hvilken retning de vil trække Danmark i,« siger Vanopslagh.
Han forklarer, at det også er vigtigt, hvem der formår at levere som Danmarks mest magtfulde politiker.
»Det er også afgørende, hvem af de to personer, som vi mener, har de bedste evner for at lede Danmark og blå blok. Det vægter også hos os,« siger han.
De to kandidater har hver især særlige udfordringer, som vil bekymre støttepartierne, forklarer Joachim B. Olsen.
»Ellemanns udfordring ligger på den stramme udlændingepolitik. Der er tre »strammer-partier« blandt støttepartierne, og de fornemmer, at den stramme udlændingepolitik ikke er hjerteblod for Ellemann,« siger han og fortsætter:
»Til gengæld er Papes udfordring, at han ikke er kendt som en hård forhandler. Støttepartiernes tillid til ham på det område er ikke stor,« siger Joachim B. OIsen og fortsætter:
»Du skal være en hård hund og samtidig være dygtig til at huske, hvad dine støttepartier går op i, og kunne fordele sol og vind lige. Her er Papes ry ikke så godt hos støttepartierne,« siger han.
