Mens Mariah Carey har offentliggjort feriebilleder fra sine rejser rundtomkring i verden, er tyve brudt ind i hendes palæ i Atlanta.

Det skriver Page Six, der har fået indbruddet bekræftet af politiet.

I et palæ til 41 millioner kroner med ni værelser, 13 badeværelser, pool, tennisbane og legeplads må der unægtelig gemme sig nogle værdifulde genstande.

Men foreløbig kan politiet ikke fortælle, hvad tyvene har haft i kikkerten, eller hvordan de er kommet ind.

»Efterforskningen er stadig i gang, så informationerne er sparsomme,« lyder det ifølge mediet.

Under indbruddet i juli var Mariah Carey på en længere ferie på både italienske Capri og i amerikanske Hamptons, hvor hun har et sommerhus til 145 millioner kroner.

Ferien holdt hun sammen med sin kæreste, Bryan Tanaka, og sine 11-årige tvillinger, Monroe og Moroccan, som hun har fra ægteskabet med Nick Cannon.

Rejserne blev dokumenteret på sangerindens sociale medier, og det er ikke til at sige, om det er herigennem, tyvene er blevet inspireret til at aflægge det tomme hus et besøg.