SAS' aktionærer har mistet penge, og det risikerer at blive endnu værre de kommende måneder.

Aktieanalysechef Jacob Pedersen fra Sydbank siger til Euroinvestor, at det kommer til at gøre ondt på SAS' eksisterende aktionærer i den nærmeste fremtid.

Hans kommentar kommer kort efter, at det kriseramte flyselskab er på vej med en kapitalforhøjelse i første halvdel af 2023.

Apollo Group Management er parat med et lån til SAS på syv milliarder svenske kroner.

Pengene skal hjælpe SAS med at gennemføre redningsplanen SAS Forward.

»Den kommer til at gøre ondt på de eksisterende aktionærer, der heller ikke kan være sikre på at få fortegningsret til de nye aktier. Deres ejerandel bliver formentlig reduceret til 3-4 procent, når aktieudvidelsen bliver gennemført,« forklarer han.

Nu går SAS i gang med at få eftergivet milliarder af kroner af gæld og nedbringe omkostninger markant.

Det tidligere så hæderkronede flyselskab balancerer på randen af konkurs, og det kommer – ifølge Jacob Pedersen – med en høj pris.

SAS går nu i gang med at få eftergivet milliarder af kroner i gæld og vil givetvis også forsøge at nedbringe sine omkostninger.

Selvom fremtiden ser lysere ud for flyselskabet end for bare få måneder siden, så påpeger Jacob Pedersen, at det kommer til at gå hårdt ud over aktionærerne.

»Virkeligheden er stadig, at de eksisterende aktionærers værdier er væk, og at de bliver udsat for en voldsom udvanding, når kapitalforhøjelsen bliver gennemført,« konkluderer Jacob Pedersen.