Et optog ved den årlige idrætsuge i Nybøl tog lørdag en uventet drejning.

Det skriver JydskeVestkysten.

Pludselig stoppede optoget, der består af både Sønderborg Garden, ryttere, cykler og havetraktorer, op midt i det hele.

Årsagen var, at en af hestene pludselig faldt om.

Ifølge mediet var det formentligt et hjertestop, der ramte det store dyr – og på trods af, at man med spande med koldt vand forsøgte at få liv i hesten, døde den på stedet.

Den unge rytter, der red den pågældende hest, slap med et par hudafskrabninger.

Hesten, der faldt om, var lånt ud til optoget, da ejeren var bortrejst.

Til JydskeVestkysten oplyser arrangøren af Nybøl Idrætsuge, at der blev taget hånd om deltagerne efter det chokerende dødsfald.