Skotsk politi har åbnet en sag, der vedrører en trussel mod den verdensberømte forfatter J.K. Rowling.

Det skriver The Guardian.

I forbindelse med fredagens angreb på forfatteren Salman Rushdie udtrykte Rowling efterfølgende sin medfølelse til forfatterkollegaen.

'Forfærdelige nyheder. Jeg har det virkelig skidt. Jeg håber, han er okay,' skrev Rowling på Twitter, hvorefter en bruger responderede med følgende kommentar:

J.K. Rowling.
J.K. Rowling. Foto: ANGELA WEISS
Vis mere

'Bare rolig. Du bliver den næste.'

Opslaget, som siden er blevet taget ned, er blevet meldt til politiet, der nu efterforsker truslen mod Harry Potter-forfatteren.

»Vi har modtaget en anmeldelse om en online trussel, og betjente efterforsker sagen,« siger en talsperson til The Guardian.

J.K. Rowling er en af mange forfattere, som har udtrykt deres opbakning til Salman Rushdie.

Også Neil Gaiman, Stephen King og William Dalrymple har beskrevet angrebet som 'en forfærdelig dag for litteraturen, ytringsfriheden og for forfattere over hele verden'.

Salmon Rushie skulle fredag have holdt en tale i New York. Men umiddelbart inden blev han angrebet på scenen. Ifølge politiet blev Salman Rushdie stukket i både nakken og brystet.

Manden, der angreb forfatteren, blev anholdt og er senere blevet identificeret af politiet som Hadi Matar. Han er nu sigtet for drabsforsøg og overfald.

Rushdie har siden været indlagt, men søndag kom det frem, at han ikke længere er tilkoblet den respirator, som han ellers har været, ligesom hans tilstand går i »den rigtige retning«.