En sommerdag i 2014 delte en ung irakisk kvinde fra Holbæk et billede af et Islamisk Stat-flag på sin Facebook-profil.

Samme år begyndte hendes syriske mand at sende penge til en person, der ifølge dansk politi var en del af Islamisk Stat. Pengeoverførslerne fortsatte i flere år.

Det fremgår af anklageskriftet i en af Danmarks største terrorsager, som skal for retten i næste uge.

Først i 2021 slog politiet til og anholdt parret og mandens bror, efter der var kommet et tip om dem fra udenlandsk politi.

Ud fra oplysningerne i sagen mod dem har en formodet terrorcelle altså kunnet operere frit og støtte Islamisk Stat fra Danmark gennem flere år.

»Det mest alvorlige i den her sag er, hvor længe det her har set ud til at stå på. Det vidner om, at vi har et hullet system, og efterlader et kæmpe spørgsmål om, hvor mange andre som dem der er ude i det danske samfund,« siger Tore Hamming, der er ekspert i jihadisme og terrorisme.

De tre personer er tiltalt for at planlægge et eller flere terrorangreb med bomber og skydevåben. Det er ukendt, hvad deres potentielle mål skulle have været.

I forbindelse med anholdelserne blev deres hjem ransaget, og der blev blandt andet fundet en maskinpistol, en riffel med kikkertsigte, over 300 patroner og store mængder kemikalier og andre remedier, der kan bruges til at fremstille bomber.

»Jeg får kuldegysninger, når jeg læser det. Der skal ikke meget fantasi til at forestille sig, hvad de våben og redskaber kan bruges til, og hvad der ville ske, hvis det blev aktiveret i en stor flok af mennesker. Det ville have en dødelig effekt uden lige,« siger Hans Jørgen Bonnichsen, tidligere operativ chef i PET.

Politiet fandt blandt andet et Islamisk Stat-flag, en riffel og flere remedier til at fremstille bomber under ransagninger.
Politiet fandt blandt andet et Islamisk Stat-flag, en riffel og flere remedier til at fremstille bomber under ransagninger.
Vis mere

De tre personer er også tiltalt for samlet at have sendt over 85.000 kroner til personen i Islamisk Stat i perioden 2014-2017.

B.T. kan føje nye detaljer til den del af anklagen mod dem. Ifølge B.T.s kilder er personen, der skal være blevet overført penge til, bror til den kvindelige tiltalte. Han skal have været kriger i Islamisk Stat, da de støttede ham.

Ud over pengeoverførslerne er parret tiltalt for at hjælpe IS-broren på andre måder og dermed at fremme Islamisk Stat.

Ifølge anklagerne har de blandt andet hjulpet ham med at kunne kommunikere på WhatsApp, mens han var IS-kriger.

Manden skal også have hjulpet sin kones bror med landkort på internettet og blandt andet foreslået ham at søge efter et specifikt militært landkort, der kan bruges til at finde ruter og veje, der ikke fremgår af andre kort.

De tre tiltalte nægter sig skyldig i alle anklager, og ifølge deres forsvarsadvokater ser de frem til at give deres forklaring i retten.

Retssagen begynder 24. august, og der er afsat 32 retsdage. Der forventes dom i midten af december.