Ved indgangen til en spændende valgkamp bliver meningsmålingerne nærlæst. Partierne kan flytte forbavsende meget i løbet af en valgkamp, men lige nu handler det først og fremmest om at få formkurven ved indgangen til valgkampen til at pege i den rigtige retning: opad. Det er de hurtige opstramningers tid.
Kapløbet om magten er nu blevet så tæt og tiden så knap, at det ikke længere er højden på søjlerne over tilslutningen til partier og blokke, der tæller, men derimod retningen på kurverne: Hvem er på vej op, og hvem er på vej ned? På hvilke områder? I forhold til hvilke målgrupper? Og hvorfor? Valgkamp har det nemlig med at forstærke den retning på kurven, som man går ind i et valg med.
Man kan derfor med fordel se på meningsmålinger over tid. Allerede der vil man se, at Socialdemokratiets kurve peger den forkerte vej. Mens f.eks. De Konservatives peger den rigtige vej. Ser man på blokkene, er der flere smilende kurver i blå blok end i rød blok lige nu.
De Konservative, Venstre og Liberal Alliances kurver er opadgående. Også de nye partier – Danmarksdemokraterne og Moderaterne – har gode kurver. Kun de gamle partier KD og DF kæmper for overlevelsen. Nye Borgerlige står fortsat bedre end ved sidste valg.
I rød blok kan SF se frem mod et valg i aldeles topform, mens det for alle andre ser mere kritisk ud. Det mest alarmerende er naturligvis, at Socialdemokratiet er på en nedadgående formkurve, men også De Radikale og Enhedslisten ser mindre end formfuldendte ud. Og for Alternativet, Frie Grønne og Grøn Alliance ligner spærregrænsen et umuligt højdespring.
Socialdemokratiet er allerede i fuld gang med en sommerbyge af mindre, men ret effektive politiske udspil, som strammer op hist og her. Udfordringen for regeringen er, at den helt store udfordring er minksagen.
Nærmere betegnet, hvordan regeringen har taget imod kommissionens redegørelse. Der var ét rigtigt tidspunkt til at afmontere beskyldningen om magtfuldkommenhed: Det var før sommer. Den mulighed forspildte regeringen.
I blå blok er udfordringerne anderledes håndterbare. Der er et krav om, at de skal præsentere noget politik – og det vil de alle sammen gerne. Der er et stort spørgsmålstegn ved, om de kan arbejde sammen, men med den hyggelige stemning mellem S og R lige nu falmer den bekymring i solen.
Men det udspringer af et andet spørgsmål: Hvem er det borgerlige Danmarks statsministerkandidat? Det er i virkeligheden et ret overflødigt spørgsmål, for de borgerlige vælgere har for længst besluttet sig for, at det er Søren Pape Poulsen.
Den store hurdle er de små besværlige midterpartier: De Radikale og Moderaterne. Lige nu har De Radikale sat sig selv i en situation, hvor de er nødt til at vælte regeringen, hvis Mette Frederiksen ikke har udskrevet valget inden 6. oktober.
Lige nu er der ikke meget, der skulle give statsministeren lyst til det. Ud over nødvendighed. Der er heller ikke udsigt til, at vælgerne vil belønne De Radikale for deres aktion. Ligesom det ikke er sikkert, at de kan veksle indsatsen til ministerbiler, for titlen som kongemager tilfalder lige nu Moderaterne.
Kurverne ser altså overordnet set flotte ud for store dele af blå blok og mindre flotte ud for store dele af røde blok.
Nu handler det om at iføre sig den politiske udgave af shape wear undertøj, tidligere kendt som 'delle-fangere', så profilen står skarpt og flot under valgfesten.
Når partierne efter valget krænger det stramme formgivende undertøj af, vil nogle af dem ganske vist ligne en sækkestol, der er blevet lynet op, men lige nu handler det om flotte kurver – og tiden er knap. Man kan ikke længere træne eller sulte den skarpe profil frem. Det er tid til hurtige løsninger.
Man skal selvfølgelig aldrig undervurdere betydningen af en god grundform. En delle sidder trods alt flottere på en klippe end på en sækkestol. Og statsministeren har været i særdeles skarp form længe.
Ugens valgkampstegn #1:
Det er ikke kun de store udspil som f.eks. 2030-planer, der varsler valgkamp. Det gør også de mindre forslag og udspil, som f.eks. den lille bid af en kommende bandepakke, som justitsminister Mattias Tesfaye har præsenteret i denne uge: fokus på banders rekruttering af børn og unge.
»Det må aldrig blive normalt, at der er åbenlyst hashsalg eller truende adfærd fra hårdkogte kriminelle, når almindelige mennesker bare skal ned i Brugsen og handle ind,« udtaler ministeren med vanlig sans for at male et sprogbillede.
Det er et reelt problem, et godt signal og retspolitik i form af bandepakker, hårdere straffe og mere forebyggelse går godt i spænd med mange vælgergrupper. Derfor også et godt skridt frem mod en valgkamp.
Ugens valgkampstegn #2:
Fiskeriminister Rasmus Prehn har varslet en indsats mod ulovligt fiskeri og øgede muligheder for at konfiskere redskaber. Det sker, efter Fiskeristyrelsen i 2022 har taget 24 hollandske bomtrawlere i at fiske ulovligt, så igen er der tale om et reelt problem, som en minister ønsker at løse.
Men det har unægtelig også den behagelige sideeffekt for regeringen, at man endelig kommer med gode nyheder og reel handling til nogle dele af landet, der typisk også går rundt og er lidt mink-sure. Et fint lille skridt frem mod en valgkamp.
Ugens valgkampstegn #3:
En sag om en vejbod ved Kerteminde har først fanget to folketingsmedlemmers interesse og siden fået boligminister Christian Rabjerg Madsen til at gå ind i sagen.
Jo, selvfølgelig er vejboden et udtryk for den danske tillidskultur, som vi naturligvis skal værne om, og ja, man kan godt tale om et lige lovlig ihærdigt bureaukrati i den sag, men helt ærligt: Her er vi i den skøre ende af skalaen for indgang til valgkamp.
Det handler om at komme i øjenhøjde med vælgerne. Og det er bare nemmere at mene noget om en vejbod end en 2030-plan, som forudsætter, at man midt en overvældende portion hverdag og hente-bringe-logistik, sætter sig i sofaen med en lang og kedelig publikation.
Vejboder er et skørt emne, men trods alt mere medgørligt for en efter-ferie-hjerne end så meget andet.
