Hvis du elsker sol og sommer, så er der godt nyt.

De kommende dage byder nemlig på hedebølge med temperaturer helt op mellem 28 og 30 grader, men det betyder samtidig, at du skal tænke dig om en ekstra gang, hvis du har planer om at antænde ild, hvad enten det er grill, bål eller andet.

»Heldigvis tyder det ikke på så meget vind, som vil kunne fange gnister og sprede ilden. Men man bør nu alligevel lige overveje, om man kan udskyde at bruge ukrudtsbrænderen, eller om man griller på den rigtige måde og det rigtige sted,« lyder det i en pressemeddelelse fra Bjarne Nigaard, sekretariatschef i Danske Beredskaber.

»Husk, at grillen ikke skal stå i eller på det tørre græs, som risikerer at antænde, men på en ikke-brændbar flade. Drop tændvæsken, og hav i stedet vand parat ved siden af. Og når man er færdig, så sørg for, at gløder og grill er helt slukket, eventuelt med vand.«

Husk at medbringe vand, hvis du skal tænde bål de næste par dage.
Husk at medbringe vand, hvis du skal tænde bål de næste par dage. Foto: Johan Gadegaard
Vis mere

Bjarne Nigaard opfordrer ligeledes til, at man kun laver bål på en plads, der er indrettet til formålet, da naturen er for tør til, at man tænder bål der.

Også landmændene, der i øjeblikket er i gang med slutspurten i østarbejdet, får en opfordring med på vejen.

»De tunge, varme maskiner på en tør mark med afgrøder er i sagens natur en ekstra risiko. Derfor er det en god idé at have vand med i marken, for eksempel i en marksprøjte, eller man kan have harven parkeret, hvor man høster, så man eventuelt hurtigt kan lave brandbælter,« siger Bjarne Nigaard.

Du kan også med fordel nyde weekenden og undgå det huslige arbejde.

Skal du høste? Så må du heller ikke glemme vanden.
Skal du høste? Så må du heller ikke glemme vanden. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Hvis du alligevel hiver malerpenslen frem, så husk at fjerne spanden, når du er færdig.

I onsdags var der nemlig brand i en villa i Aalborg. Her var der blevet malet på terrassen, som der efterfølgende var gået ild i, og som bredte sig til huset.

»Det er helt nymalet, og der står malerspande – og så er det jo afgasninger fra det her oliemaling. Om der så har været et glas, der har antændt dampende og træet, det ved jeg ikke. Vi har reddet huset, og vi har reddet deres indbo. De skal have nyt vinduesparti, terrasse, og noget af taget er også ødelagt,« lød det fra vagtchef i Nordjyllands Beredskab Søren Korsgaard.

Hvis du stadig sidder og glæder dig til weekendens vejr, kan du med fordel se en status for den aktuelle brandfare HER.