Sommerhusene gik som varmt brød under coronakrisen, og det sendte salgspriserne på himmelflugt.

Ved årsskiftet forventede økonomerne, at sommerhuspriserne ville falde i år – men sådan er det ikke gået.

Tværtimod fortsætter sommerhusene med at stige i pris over det meste af landet. Ifølge Boligsiden.dk er priserne det seneste år steget med 6,5 procent, skriver Finans.

Det sker på trods af, at rentestigninger har gjort det noget dyrere for familien Danmark at finansiere et sommerhuskøb.

Og at inflationen har gjort leveomkostningerne – og ikke mindst omkostningerne til opvarmning – dyrere.

Men hvad forklarer så de fortsatte prisstigninger?

Det har cheføkonom i Realkredit Danmark Christian Hilligsøe Heinig et bud på.

»De fortsatte prisstigninger på sommerhuse må ikke tolkes, som om markedet er i gang med at navigere problemfrit igennem det udfordrende økonomiske farvand. Der er en forsinkelseseffekt på op til to år fra højere renter til lavere priser, fordi mange allerede har besluttet at købe eller sat huset til salg. Det er som en supertanker, der skal bremse op,« siger han til Finans.

Bankerne og realkreditinstitutternes økonomer forventer da også fortsat, at sommerhuspriserne snart vil begynde at falde.

Realkredit Danmark forudser prisfald på mellem 5 og 10 procent frem mod udgangen af 2023.