De voldsomme omvæltninger i streamingbranchen, som de seneste måneder har budt på værditab på aktiemarkeder for hundreder af milliarder af dollar, fortsatte natten til torsdag.

Et tronskifte blev realiseret, og det har givet genlyd i branchen.

Efter flere måneder med dårlige nyheder – et sivende antal abonnenter for første gang i over ti år, fyringer i staben og 100 milliarder dollar i værdi, som er forduftet på aktiemarkederne, måtte Netflix se endnu en skidt nyhed tikke ind.

Netflix er ikke længere den virksomhed i verden med flest streaming-abonnenter. Det er Disney.

For mens Netflix de to seneste kvartaler har tabt abonnenter, er Disney stormet frem.

I andet kvartal voksede antallet af abonnenter på Disney+ med 14,4 millioner, og i alt har Disney nu, på tværs af tjenesterne Disney+, Hulu og ESPN+, 221,1 million abonnenter.

Netflix har 220,7 millioner abonnenter. Og dermed er de henvist til andenpladsen.

»Det er et afgørende øjeblik i streamingkrigen, da Disney nu har flere streamingabonnenter end Netflix. Det føles som et væddeløb mellem to heste,« siger Paolo Pescatore, analytiker ved PP Foresight, til Reuters.

Spørgsmålet er så, om Disney nu bare har taget førertrøjen og herfra vil cementere positionen som nummer et kvartal efter kvartal.

Ifølge Jamie Lumley, analytiker ved Third Bridge, er det ikke sikkert.

»En stor risikofaktor for Disney er, at deres vækst i abonnenter kom på et tidspunkt, hvor franchises som Marvel og Star Wars var ved at nå afslutningen på sæsoner. Det er meget usikkert, om den næste fase af indhold kommer til at tiltrække eller fastholde abonnenter,« siger han til Reuters.

Over for BBC vurderer analytiker Paolo Pescatore dog, at Disney ligner en stor vinder.

»De her resultater understreger min tro på, at Disney er i en anden fase af vækst end Netflix. Der er stadigvæk millioner af brugere at hente, fordi de ekspanderer ud i nye markeder og kommer med mange nye blockbuster-titler.«