Der har aldrig været så mange offentligt ansatte som nu. Alligevel er danske læger, sygeplejersker, skolelærere, pædagoger og mange andre faggrupper spændt hårdere for end nogensinde.

Men Radikale Venstres politiske leder vil alligevel øge antallet af offentligt ansatte med cirka 16.700 personer for at »skabe ro i den offentlige sektor, hvor medarbejderne løber alt for hurtigt«, som partiet skriver i deres nye 2030-plan.

Radikales drøm er at danne regering med »både blå og røde« partier, men lægger altså for med en plan om at øge den offentlige sektor, hvilket blå partier generelt er imod. Desuden mener CEPOS, at den koster skatteyderne yderligere 1,4 milliarder i skat.

Sofie Carsten Nielsen, hvordan kan du skabe en regering hen over midten, når blå blok er imod at øge størrelsen på den offentlige sektor?

»Ja, men vi bliver også flere og flere ældre og det demografiske træk øges. Vi har behov for at få mennesker nok til de minimumsnormeringer, som vi allerede blevet enige om. Det tror jeg ikke de borgerlige går imod,« siger Sofie Carsten Nielsen.

Udspillet indeholder ikke nærmere detaljer om, hvor mange af de 16.700 offentligt ansatte, der skal være henholdsvis skolelærere, sygeplejersker og alt hvad der ellers mangler.

Sofie Carsten Nielsen erkender, at hun ikke ved hvor mange der kommer i fremtiden af de forskellige faggrupper som følge af hendes udspil.

»Jeg kan ikke sige hvor mange pædagoger, der for eksempel kommer. Men jeg vil investere i bedre uddannelser, sikre der kommer ro på arbejdsmarkedet, og at vi udvider arbejdsstyrken,« siger hun.

Men der er flere offentligt ansatte end nogensinde og de har mere travlt end nogensinde? Hvordan bliver det bedre nu?

»En del af vores plan er også, at vi skal flytte folk fra de ting, som bare er kontrolopgaver. For eksempel hvis pædagoger og deres ledere arbejder for meget med administration, så vil vi kigge på, at de kan få mere tid med børnene,« siger hun.

Den liberale tænketank var hurtige på aftrækkeren og har regnet ud, at Radikale Venstres omfattende reformudspil vil koste skatteyderne 1,4 milliard ekstra i skat.

Det skaber især udfordringer, hvis Radikale vil have Venstre med på deres plan. Partiet er hårdnakket imod nogen form for skattestigninger og har stået fast på deres skattestop.

Sofie Carsten Nielsen er dog uenig i udregningerne fra CEPOS.

»Jeg kan ikke se, hvordan det regnestykke skal hænge sammen. Mads Lundby (cheføkonom i CEPOS. Red.) er jo imod flere offentligt ansatte i det hele taget,« siger hun og fortsætter:

»Vi ønsker jo at udvide hele arbejdsstyrken, så der kommer tre personer i den private sektor hver gang der kommer en i den offentlige sektor. Jeg er enig i, at vi ikke kan leve af at klippe hinandens hår,« siger Sofie Carsten Nielsen.